fredag den 29. december 2017

Godt nytår

Hermed mine nytårs-søndagstanker i Folkebladet 

Kirke og nytår
Når nu kirken har sit eget nytår med 1. søndag i advent, så kan man godt spørge, hvad kirken vil med kalender-nytåret. Og for at sige det ganske kort, så er nytår præcis en uge efter jul. Det passer med, at Jesus fik sit navn efter traditionen.
Evangelieteksten ved dette årsskifte er fra 2. tekstrække, hvor Jesus lærer disciplene bønnen Fadervor. På en måde passer denne tekst bedre end navngivningen til vore tanker om årsskifte, da netop bønnen Fadervor rummer vort menneskeliv.

Refleksioner og drømme
Livet går sin gang, og vi får lov at være med en del af tiden. Hver af os har en begyndelsestid – en fødsel, og vi får en sluttid. Præcis som 2017 havde sin begyndelse og får sin afslutning.
Indenfor disse rammer lever vi livet med al dens mangfoldighed. Både i bønnen og ved et årsskifte kan vi reflektere over det, der bliver os givet, og måske kan vi råbe vor klage eller vor glæde ud.
Videre kan vi også både i bøn og ved et årsskifte ønske og drømme, frygte eller håbe. Hvordan bliver det videre liv? Hvordan bliver det næste år? og får vi lov at være med? Ønsker og drømme kan vi godt have, og planer kan vi ligge. Men vi kender ikke fremtiden – hverken for året eller for os selv.

Herrens
Nytårsdag har ikke kun Fadervor som tekst men også ord fra Jakobs brev:
Og nu I, som siger: »I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge« – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort. I skulle hellere sige: Hvis Herren vil.
Denne nøgterne erkendelse er også godt at have med, når vi ved et årsskifte gør vore tanker. At sige ”Hvis Herren vil” kan pege på, at Gud bestemmer alt. Sådan tænker jeg ikke, for sådan hører jeg ikke om Gud gennem Jesu ord. Derimod forbindes ordene for mig med vores dejligt nytårssalme. Når vi med sangen byder det nye år velkommen, så er det ikke som ’mit år’. Nej, vi synger ”Vær velkommen, Herrens år”.
At ladet også det nye år være Herrens, er både at tage det som en gave og lade det være større end mig – så stort, at jeg kan dele det med andre. Ja så stort, at jeg kan blive fælles med andre. Nok har vi forskellige opgaver, og nok har vi forskellige gaver og muligheder. Men vi er stadig ligeværdige. Dét håber jeg også, vi må bære med os ind i det nye år. Godt nytår

fredag den 9. juni 2017

Det perfekte

Mine 'Søndagstanker' i Vejle Amts Folkeblad 9. juni 2017

Jagten på det perfekte
Mine søndagstanker begynder med Paulus, der til romerne skriver: Gud har indesluttet alle i ulydigheden for at vise alle barmhjertighed (Rom. 11,32)
Hvor provokerende, hvis Gud virkelig har gjort det umuligt for os at leve det rette liv. Hvorfor skal det ikke være os en mulighed? Mange vil vel gerne leve et perfekt liv i lydighed mod skabelsen. Hvorfor skal svigt og svaghed være en del af det menneskelige DNA? Særligt urimeligt er det vel, når vi gennem Jesu ord og i den kristne fortælling får vejledning og opfordring – ja vel nærmest et krav om at leve det gode liv i tjeneste for andre. Hvorfor dette krav, når det er umuligt? Og, hvorfor skal vi opleve at svigte? Det kan godt undre.
Heldigvis skriver Paulus lidt senere i søndagens epistel: Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld? Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. (Rom. 11,36)
Med den tilføjelse bliver pointen, at vi ikke som opgave har at leve det perfekte og lydige liv. Nej, vi skal i stedet nyde alt det, som gives os i livet.

Gud er udgangspunktet.
At alt gives os er befriende, hvis vi rigtig hører efter – og hvis budskabet er troværdig for os. Men, er det troværdigt? Er alt givet os, eller biddrager vi ikke også lidt selv? Og videre er min overvejelse, om ikke vi har det bedst, hvis vi selv har et ansvar. Vil vi ikke gerne selv tage styringen?
Det kan jeg ikke undsige mig. Som kristen oplever jeg da også, at megen ansvar og frihed er givet mig som menneske. Men det grundlæggende ansvar for livet, er ikke mit. Det vil jeg heller ikke kunne bære. Sådan også med frelsen og at blive retfærdig.
Kristendommens klare budskab er, at både retfærdigheden og frelsen gives os. Sådan kan vi også høre det, når Jesus taler om sig selv i søndagens prædiketekst:
Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« (Joh 3,15)
Det er i Guds kærlige handling, at vi frelses. Og det er den kærlighed, som vi får lov at tro på.

Gud er udgangspunket

Søndagstanker i Folkebladet 9. juni 2017 til Trinitatis søndag

Jagten på det perfekte
Mine søndagstanker begynder med Paulus, der til romerne skriver: Gud har indesluttet alle i ulydigheden for at vise alle barmhjertighed (Rom. 11,32)
Hvor provokerende, hvis Gud virkelig har gjort det umuligt for os at leve det rette liv. Hvorfor skal det ikke være os en mulighed? Mange vil vel gerne leve et perfekt liv i lydighed mod skabelsen. Hvorfor skal svigt og svaghed være en del af det menneskelige DNA? Særligt urimeligt er det vel, når vi gennem Jesu ord og i den kristne fortælling får vejledning og opfordring – ja vel nærmest et krav om at leve det gode liv i tjeneste for andre. Hvorfor dette krav, når det er umuligt? Og, hvorfor skal vi opleve at svigte? Det kan godt undre.
Heldigvis skriver Paulus lidt senere i søndagens epistel: Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld? Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. (Rom. 11,36)
Med den tilføjelse bliver pointen, at vi ikke som opgave har at leve det perfekte og lydige liv. Nej, vi skal i stedet nyde alt det, som gives os i livet.

Gud er udgangspunktet.
At alt gives os er befriende, hvis vi rigtig hører efter – og hvis budskabet er troværdig for os. Men, er det troværdigt? Er alt givet os, eller biddrager vi ikke også lidt selv? Og videre er min overvejelse, om ikke vi har det bedst, hvis vi selv har et ansvar. Vil vi ikke gerne selv tage styringen?
Det kan jeg ikke undsige mig. Som kristen oplever jeg da også, at megen ansvar og frihed er givet mig som menneske. Men det grundlæggende ansvar for livet, er ikke mit. Det vil jeg heller ikke kunne bære. Sådan også med frelsen og at blive retfærdig.
Kristendommens klare budskab er, at både retfærdigheden og frelsen gives os. Sådan kan vi også høre det, når Jesus taler om sig selv i sødagens prædiketekst:
Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« (Joh 3,15)
Det er i Guds kærlige handling, at vi frelses. Og det er den kærlighed, som vi får lov at tro på.

søndag den 14. maj 2017

Opdragelse og kærlighed

Når han (sandhedens ånden) kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. (Joh. 16)

Min forkyndelse handler sjældent om synd og dom. Men teksten til 4. s.e.påske gav anledning til flg. overvejelser.
Helt konkret handler synd om adskillelse – som et sund, der deler to landområder.
Synd i forhold til Gud er, at vi er skilt fra ham og altså ikke lever i hans kærlighed.

Synd kan også betegnes ved, at vi forfejler målet.
Med Kristus må det handle om, at vi måske tror at skulle fortjene kærligheden i stedet for at blive favnet af den.

Det gør noget ved os, hvordan vi opfatter tingene. Vi kender det fra opdragelse, som for tiden igen er blevet italesat.
Forældre skal vejlede deres børn og ikke forsøge at blive deres kammerater. Er der ikke en væg at spille op ad – er der ikke holdninger, som der kan udfordres – er der ikke retningslinjer og vejledning, så svigter man. For, så tages barnet eller det unge menneske ikke alvorlig.

Til hjælp i opdragelse kan regler være godt, hører vi fra fagfolk. Forventninger om en god opførsel kan også være positiv. Men det kan aldrig stå alene.
Og dér er vi ved kernen – også den kristne.
Som det grundlæggende – som forudsætningen for f.eks. opdragelse må der være kærlighed. Barnet skal vide sig elsket – elsket så helt grundlæggende, at regler og forventninger ikke opleves som noget, der skal overholdes for at blive set og elsket.

Sådan lyder også tilsagnet fra Gud. Kærligheden er udgangspunktet, mens vejledninger og forventninger er, at vi som frie mennesker bliver taget alvorlige.

fredag den 17. marts 2017

Gud og det onde

Hvorfor er der ondt i verden, hvis Gud kan alt?

Som logisk svar er der kun to muligheder.
Enten er Gud årsag til det onde, eller også lader han det onde ske.
Uanset hvad, så må den logiske slutning så også være, at Gud ikke kan kaldes for god.

Med Jesus hører vi dog, at Gud vil det gode. Og hvad gør vi så ved det?

Jo, vi kan måske ikke andet end konstatere det onde som en realitet, og så samtidig have tillid til Gud både som skaber og kærlighed. Hvor paradoksalt det end må lyde.
For, vi oplever det ene som en realitet, og vi hører det andet som troværdig.

Det troværdig ved Jesus er vel, at vi hører hans kærligheds-kamp er for menneskers frihed på alle måder. Det må vi forbinde med, at Gud er kærlighed, og hans vilje er det gode. Og det kan betyde, at hans væsen som kærlighed må afholde ham fra at gennemtvinge sin vilje.
Videre kan jeg tænke, at en almægtig Gud må have magt til ikke at ville styre alt.

Derfor kan vi tænke, at Gud ikke forårsager det onde. Men han kan godt være skyld i det onde, da han kunne have gjort det anderledes.
At begrænse sig selv er vel kærlighedens og frihedens pris - også for Gud.

Gør det så Gud ond, når jorden har sin gang, hvor der sker ulykker, og vi har vort valg til også at gøre andre ondt? Måske.
Vi har i hver tilfælde ret til at anklage ham, når ulykker sker. Han kunne jo gøre anderledes, hvis altså ikke kærligheden tvinger ham – en kærlighed, der ikke kan andet end give frihed til den elskede – til os som hans skaberværk.

Måske er det sådant. Jeg kan ikke ransage Gud.
Men med Jesus tør jeg godt have tillid til min Skaber og Herre, om hvem jeg hører både er kærlighed og almægtig.

Læs en prædiken om dette 3. søndag i fasten på http://tankeromgud.blogspot.dk/

fredag den 23. december 2016

Det flettede julehjerte

Her et lille uddrag af min juleprædiken

Hvad angår hjertet, så er det netop rum for alle vore oplevelser og følelser. Så en fest for hjertet må være, at tage os alvorlige som hele mennesker.
Hjerternes fest må være fest for alle hjerter – også de brudte og sorgfulde hjerter.

Netop det kan vore flettede julehjerter vel pege på.
Helt konkret består et flettet julehjerte af to stykker forrevne papirer. Hver for sig er de til ingen nytte – ikke engang til huskeblok.
Men sammen bliver de både smukke og brugbare – de kan bære noget i sig.

De to ark kan være det glædelige og det sørgelige i vort liv. Det kan være erfaringen af livets forunderlighed og livets forgængelighed.
Lader vi de to sider forbindes, bliver vi helhjertede. Og så kan vi bære livet indhold.

Vi kunne også tænke, at det ene ark er os og det andet er Gud.
Eller vi kan se hjertet som barnet Jesus – en helhed, selvom han både var mand og Gud.

fredag den 2. december 2016

Forventninger -

Søndagstanker i VAF 2. december 2016:

Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet. Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader! Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære. (Rom. 15,4-7)

Sådan læses der på søndag fra Paulus’ brev til romerne.
Det er et stort og godt bud, at vi skal tage imod hinanden, ligesom Kristus tager imod os. Men kun hvis vi har hørt fortællingen om Jesus Kristus, kan vi forholde os til udsagnet. Og det, vi har hørt, skal gerne giver mening for os. Sådan er det vigtigt, at noget er fortalt og skrevet; vi kan lære af det.
I sit brev tænker Paulus ikke specielt på Jesus-beretningerne. Mere tænkte han på de gamle skrifter. F.eks. det, der også skal høres på søndag:
Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd; han lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse. Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige; retfærdighed er bæltet om hans lænder, trofasthed bæltet om hans hofter. (Es. 11,1-5)

Denne tekst fra Esajas i Det Gamle Testamente kaldes for en profeti – noget, der vil gå i opfyldelse. At forstå det som sådant, er nok svært for de fleste af os. Vi vil mere tale om forventninger. Noget, der passer ganske godt her i vor kristne adventstiden. Kirkeligt er advent forventningen om Jesu komme – fejringen af Jesus’ fødsel; at der vil skyde nyt liv, hvor døden ellers råder. At et lys tændes i vort mørke – både et lys her i den mørke tid og et håbs-lys i vort liv.
På mange måder, tror jeg, passer det med vore forventninger her i december. Måske tager vi forskud på glæden og håbet – vi har svært ved at vente. Alle har måske ikke Jesus med i tankerne. Men fortællingen om glædens og håbets fødsel bærer vi. Noget, de giver os tro på og tiltro til, at alt nok skal gå trods modgang, smerte og splid.


December gør hjertet så varmt og så glad.
Pynt hænges op.
Pynt hænges op, julens tegn:
Et hjerte, en stjerne, en engel på rad.
Vi gør os nu klar.
Ja, nu er vi klar.
December gør hjertet så varmt og så glad.

December er pyntet til jul i hver by.
Jul i hver by.
Jul i hver by under sky.
Lad glæden og varmen på ny være ny.
For Gud kom til jord.
Ja, Gud er på jord.
December er pyntet til jul i hver by.
(fra http://karstensalmer.blogspot.dk/2014/11/december-pa-vej-med-advent-og-julepynt.html)