At sår og planter i håb

 

Her teksten, hvis billedet ikke er til at læse - og med min overskrift: At sår og planter i håb 

Her i den sene forår har vi været i gang med at ændre på vores nye have. Som ved tidligere haver, har jeg kastet mig ud i at se muligheder. Der bliver læst havebøger fra biblioteket, der bliver søgt efter interessante planter på nettet, og der bliver tegnet muligheder.

Når jeg sådan fordyber mig i at planlægge og forme naturen, kunne jeg godt have overvejet at blive anlægsgartner i stedet for præst. Men som begejstringen og effekten af mine mange gode planer falder, bliver jeg igen meget glad for de præstelige opgaver. Nu må vi se denne gang. For sandheden er nok, som mine sønner grinende kan bemærke, at jeg nok helst ville være Vorherre og dermed skabe grunden fra bunden. Her i Vejle ville jeg dog nok ikke kunne have gjort det bedre som helhed. Men de jordstykker, jeg har kunnet arbejde med, har ikke altid været så samarbejdsvillig i forhold til mine ideer. Med andre ord, så har kun noget og til tider kun lidt af det, jeg har plantet, levet op til mine gode visioner.

Men ja, nu kaster jeg mig ud i det igen med mange ideer, en del erfaret realisme om samspil mellem jord og planter – for heller ikke alt, der står om planter i bøger og på nettet har virket i min virkelighed.

Jeg er så heldig, som tiden er gået, at jeg nemt kan finde muligheder. For mig har blomstrende og insektvenlige blomster og buske eller med bær til fuglene været målet. Tidligere skulle det gene være interessante, smukke og måske lidt eksotiske. Nu er jeg helt faldet for de hjemmehørende – altså næsten. Disse planter og busker er nemlig blevet mulig at købe i havecentre og endda sammen med dagligvarer. 

I min omlægning af haven står første projekt at få ændret og udvidet græsplænen. Urtehavedelen er jeg ikke nået til udover rabarber og lidt krydderurter. Netop græsplænen har jeg ændret syn på de 25 år her i Vejle. Tidligere skulle den bare være grøn, lidt mos gjorde ikke så meget. Bare den var nem at holde. 

Som tiden er gået, og robotplæneklipperen har taget det meste af ansvaret, så er der også kommet flere små blomster i plænen. Ikke bare tusindfryd men også brunelle. Og ja, smørblomst er også ok, da den efter at have markeret sig først på foråret, glider ind som en del af den flerfarvede grønne plæne. Så nu synes jeg faktisk, at en ren grøn plæne er kedelig. Ikke bare giver blomsterne et farvespil, de giver også flere insekter og dermed fugle, og så ændres plænens udtryk sig gennem året. Mælkebøtter og tidsler har jeg dog stadig ikke fået kærlighed til.

Da jeg her i foråret skulle finde plænefrø, faldt jeg over ’Glad plæne’ (oversat). Jeg skal ikke gøre reklame, men der er nu kommet en frøblanding, hvor der sammen med græs også sås blomster og bælgplanter. Disse planter kan holde til at blive slået, og de skulle holde plænen grøn selv i de tørre tider om sommeren. Så win-win for både skønhed og biodiversitet. Derfor sår jeg med glæde – men vist også med håb. Ligesom jeg til efteråret vil købe og plante buske med glæde og i håb. Måske vil jeg da også være klar til at overveje stauder – både, hvad der skal ud og muligvis ind. Det kunne passe godt med, at vi en lørdag midt i september laver en Giv blomsten videre-dag ved Søndermarkshuset.

Som med haven, sådan tænker jeg også med livet. Det er godt at ’planlægge, plante og så med glæde og i håb. Så må tiden vise, hvordan det former sig. Med tilden vil der helt sikkert blive brug for at finde nye muligheder og lave andre planer. Og så er det i øvrigt også ganske fint ikke at være Vorherre.

De skønne unge mennesker

Det er forår og konfirmationstid, som stadig fylder meget i det danske samfund. For mig er det dejlige dage med fest. Jeg kunne dog ønske, at flere får sat flaget op for naboer eller andre i sognet. 

I mine 30 år som præst og 1000 konfirmander har jeg også haft mange gode timer med undervisning. I alle mine år – dog heldigvis mere for 20-30 år siden end i dag, hører jeg fordommen om, at de unge mennesker kun gør det for festen og gaverne. Det har dog sjældent været min oplevelse – selvom fest og farver naturligvis også har betydning. Konfirmationen er for lagt de fleste et tilvalg. Så, nærmest alle er gennem tiden og også i år kommet med en glæde og positiv tilgang til undervisningen. Det betyder dog ikke, at der ikke også er og har været udfordringer. De unge mennesker møder jeg jo præcis som dem, de er – også med deres udfordringer af både social, fysisk og psykisk art.

Til tider han jeg godt kunnet misunde skolelærerne, at de har pædagogiske tiltag. På den anden side er jeg glad for, at konfirmandforberedelsen ikke er et kundskabsfag med test og eksamen. Det betyder dog ikke, at undervisningen også handler om viden. Men refleksioner over livet, over sig selv og fællesskabet fylder mere - med både muligheder, begrænsninger og en grundlæggende tillid til, at vi får det væsentligste givet. Men også givet som noget, vi skal bruge og dele.

Der tales meget om de unges trivsel, og det vil jeg ikke underkende. Men så er det også dejligt, at undersøgelser viser, at langt de fleste børn i skolen trives og har det godt.

Gennem årene har de udfordringer, jeg møder, måske nok ændret sig. Mange ting som ensomhed, uro i kroppen, periodevis mental fravær, usikkerhed for at sige noget eller, at en gerne taler meget har vist altid fyldt. Der har altid været ”udfordringer” ved at skulle leve – og ikke mindst, når vi som mennesker skal finde ud af, hvem vi er og, hvem vi gerne vil være. Noget, der for mange begynder ved konfirmationsalderen. Men som vel egentlig også kan følge os en stor del af livet.

Tænker jeg tilbage til min egen skoletid og konfirmation, så var udfordringerne absolut også til stede. Kun var der ikke den samme opmærksomhed på det – eller i det mindste ikke ude i kartoffelland, hvor jeg kommer fra. Både synet på os unge, og pædagogikken var anderledes. Men vilkåret for at være et menneske og tankerne om at være et menneske, tror jeg, har været det samme. 

Derfor er det også så dejligt at kunne lade kristendommen spejle vores liv. Om ikke andet så sådan, som jeg forstår kristendommen; 

At vi alle har værdi – og samme værdi, da vi alle er skabt som ’os’. 

At vi er Guds børn sammen med Jesus og på grund af Jesus – noget, der bliver til en virkelighed for os ved dåben. Dér bliver vi en del af Guds familie her på jorden, vi bliver medlemmer af kirken. Dermed ikke sagt, at alle hverken oplever eller lever som Guds børn. Som vi kan vælge vores forældre fra, sådan kan vi også vælge Gud fra. Men Gud vil aldrig vælge os fra. (For nysgerrige på dåben, så er den til debat for tiden Dåben til eftersyn - Temaer - Site).

At vi må se på andre som nogen, der er lige præcis lige så elsket og et Guds barn som os selv – hverken mere eller mindre.

At vi altid allerede er elsket – Guds kærlighed går forud for alle vejledningerne (af nogle oplevet som krav og regler). For, med tilsagnet om kærlighed, så følger også et ansvar – både for naturen og for andre mennesker. Vi skal kæmpe den gode kamp og lade kærligheden være noget, vi deler og giver videre.

At blive mindet om alt dette, vil jeg formode, at vi alle kan have brug for. Bl.a. derfor holdes der gudstjeneste hver søn- og helligdag. Og hvis nogen – andre end næste års 7. klasser – skulle have lyst til et undervisningsforløb. Så overvejer jeg til vinter at lave konfirmation for voksne med mulig afslutning i kirken enten som konfirmation eller dåb, hvis man ikke er det.

Så, husk at læs mere senere 😊

Her vil jeg så slutte med ’Lykke til’ og et stort Tillykke til de mange unge mennesker.

Påske

Som præst er det en gave at skulle skrive klumme op til påske. For, påsken er jo kirkens største højtid - Påsken med det utrolige, at Gud, der pr. definition må være større, mægtigere og alt det, vi ikke forstår, vælger at dø i kærlighed til os. Og videre det grænseoverskridende, at døden ikke havde magt over den kærlighed. Grænseoverskridende er det, men vel ikke utrolig. Vi kender godt til, at døden kan ødelægge meget og bryde fællesskaber men også, at den ikke har magt til at slå kærligheden ihjel. Vi bærer de kære døde med os videre i livet på en levende måde. Forklare det, kan vist ingen, men det er troværdigt for os.  

Påsken er også et drama fra indtoget i Jerusalem, hvor folket jublede og ville gøre Jesus til konge. Over torsdagens måltid, nadver og den konkrete handling i tjeneste: Jesus vaskede fødderne på de andre. Det kan vi viste ikke tænke, at hverken kong Frederik, Trump eller en anden gør ved en fest. Derefter kommer forræderiet, fornægtelsen og tilfangetagelsen. Der kommer ydmygelse, hån og kors. Fortællingen rummer også fortvivlelsen både før og efter den tomme grav og de første af mange, der møder den opstandne. 

Både for mig som kristen og som præst fylder påsken. Måske er den ikke videre folkelige, og dog er der sket noget hen over årene. Særligt har jeg været med i det på Søndermarken. Så, da vi for snart længe siden gik i gang med at planlægge påsken, blev jeg kun bekræftet i at høre til i Vejle Søndre Sogn efter delingen af det store Sct. Nicolai Sogn.

Meget i kirken planlægges i god tid – og jeg planlægger nok i meget god tid. Så, inden jeg skriver denne klumme, er det meste udover prædikener på plads. Det første er også godt i gang – og måske nærmest ovre.

Vores påske begynder nemlig med tilbuddet til børn om at få en Påske-to-Go pose. Det er en Ja-tak på Facebook https://www.facebook.com/nyvejlesondresogn. OBS det nye sogns side i forhold til de tidligere år, hvor mange familier før har meldt sig til. I posen er der påsketing, aktiviteter til hver af påskens dage og en fortælling. Ideen opstod, da vi pga. corona ikke kunne afholde påskeægsjagt. Nu gør vi begge dele. 

Efter uddelingen af poser kommer palmesøndag, hvor vi har ganske almindelige gudstjenester: kl. 10 med altergang og kl. 12 med mulighed for at tænde lys. Disse gudstjenester vil markere, at vi går ind i påskeugen.

Tirsdag formiddag inviteres børn og familie til påskeægsjagt. Vi begynder i kirken med en sang og en fortælling. Derefter informeres om, hvor æggene kan findes – og lidt om, at man på en kirkegård ikke råbe, løber eller går ind på folks gravsteder. Når alle de 300 æg er fundet, som er i flamingo, findes dem i chokolade frem.

I år falder vores månedlige morgensang i påskeugen. Så onsdag formiddag er der en kort gudstjeneste i kirken med fire salmer samt altergang i forbindelse med påsken. Derefter er der formiddagskaffe med rundstykker og lidt ekstra påskesang. 

Skærtorsdag har vi tradition for en musikalsk aftengudstjeneste i Løget Kirke. Der vil også være fokus på altergangen, da det netop er dagens tema. Fødderne kan man ikke få vasket (endnu).

Langfredag markeres med en stille gudstjeneste i Søndermarkskirken. Der er fokus på lidelsesfortællingen kombineret med salmer. Lyset vil være dæmpet, der vil være tid til refleksion men også at tænde et lys i bøn eller håb. 

Påskedag er der højmesse i begge vores kirker med påskefejring og forhåbentlig påskeliljer, som for de fleste af os hænger sammen med Grundtvigs salme.

Mandag, 2. påskedag indledes med en vandring fra Løget Kirke. Fortællingen er mødet med den opstandne på vandring. Undervejs vil der være refleksioner, der kan pege frem mod guldstjernens kl. 10. 

God påske til alle – med eller uden at mødes i kirken. 

En god handling?

Sidst skrev jeg lidt om at være lidt naiv og gerne sige ”ja”. Her vil jeg fortælle om en begivenhed, som justerede mine principper med en praktisk erfaring.

Som ung flyttede jeg til Esbjerg først for at blive udlært hos en lille købmand og senere for at arbejde i et supermarked. Min bolig var mest et mindre værelse, så både elevløn og senere voksenløn gav muligheder for bl.a. at købe motorcykel som 18 årlig. 

Udover arbejde var min verden KFUM’s bygning med ungdomsklub i kælderen, kontorer og sal i stuen, mødelokaler på 1. og værelser på 2. De fleste aftner var jeg leder i kælderen. Der kom jeg også hurtigt i bestyrelsen og blev formand, da jeg var den eneste på 18. Jeg havde jo tid og nemt ved at sige ”ja”. Hvis andre tror, jeg kan, så må jeg jo gøre mit bedste. Et ideal er at hjælpe, når der er brug for det, og hvis man kan. Virkeligheden har så lært mig om begrænsninger.

På 1. mødtes jeg en gang om ugen med andre unge, hvor der blev snakket om liv og kristendom. En del havde jeg med mig hjemmefra, og gode lederkurser har også givet refleksioner. Meget var om at “være mod andre, som du gerne vil, de skal være mod dig” samt, at vi alle er elsket af Gud og har samme værdi. Noget, mange konfirmander nok har hørt mig sige. Fra de aftner husker jeg også en debat om frelse og fortabelse. Ingen af os mente, vi kunne fortjene hverken frelse eller fortabelse. Uenigheden var, om Gud virkelig ville frelse den, der ikke ønskede det. Så er der jo ingen fri vilje. Den problematik har min erfaring ikke afklaret, men jeg tror dog stadig og forkynder gerne, at Guds kærlighed kan rumme alt og alle.

På 2. sal var mit værelse, og en ny flyttede ind. Han var ikke så god til at planlægge som mig. Noget, jeg vist også har båret med mig hele livet - mere som en virkelighed end et ideal. Da der var fælles køkken, blev der ofte banket på min dør med ordene: “Jeg låner lige lidt mælk” eller andet. Forventningen var mit “ja”, og at ”lån” var mest et udtryk.

Med voksenløn fik jeg købt mig en ældre Golf. Om vinteren var motorcyklen ikke god og heller ikke, når vi skulle på ture. Mest stod bilen dog langs fortovet. Så, da ham den nye spurgte om at låne den, kunne jeg dårligt sige nej. Mit ideal var jo at hjælpe, og selv skulle jeg ikke bruge den. Han skulle noget. Jeg havde tænkt, det nok bare var et par timer. Men der var ingen bil, da jeg måtte gå i seng, ej heller da jeg næste dag tog på arbejde, og heller ikke hverken den næste aften eller morgenen efter. 

Nu tænker nogle vel, at jeg da bare kunne have ringet eller sendt en sms. Men i 80-erne var der ingen mobil, og faktisk havde jeg ingen telefon, før jeg i Århus flyttede i bofællesskab. 

Da han afleverede nøgler efter to dage, mente han alt var fint, da han jo havde fyldt benzin på. Han skulle åbenbart hente noget bl.a. i Tyskland. 

Det gav mit ideal en erfarings-vinkel. Så, da han senere spurgte igen, satte jeg tidspunkt for aflevering, som han næsten overholdt.

Efter at han var gledet ud af min lille verden, hørte vi, at han sad i arresten. Det var kun få bygninger fra KFUM. Så en kammerat og jeg besluttede, at han måske havde brug for en snak. Vi havde jo også de bibelske ord med som ideal: “Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.” Så to meget unge mænd gik om og bankede på. Hvor idealistiske og uskyldige vi end var, gav det ikke adgang. Vist ganske forståeligt og en ny erfaring om, at der naturligvis er regler også for sådanne besøg.

Vi fandt aldrig ud af, hvad han var anklaget for og ej heller, om han var skyldig. Derfor ved jeg heller ikke, om det ville havde været ham mere til hjælp, hvis jeg ikke bare havde sagt “ja”. Men det gav mig en relevant overvejelse om virkelighed og idealer. Og ja, begge dele er godt at holde fast ved. De sætter nemlig ofte spørgsmål ved hinanden, så vi ikke bliver fastlåst i vores tilgang til andre. Sammen giver de også et perspektiv på altid at forvente det gode og gøre sit bedste.

Vi er alle lige i al vores forskellighed

 

Som indledning vil jeg fastslå, at jeg er en gammel, hvid, privilegeret mand. 

Når jeg begynder sådan, er det for ikke at gøre mig klog på de kvinders vilkår, som jeg gerne vil råbe op om.

Jeg tænker dog ikke, når jeg ser tilbage, at den lille Karsten fra landet fik mange forlommer i livet. Gaven var mere pligten til at påtage sig opgaver og ansvar, en nærmest naiv tro på det gode, og så det væsentlige i denne sammenhæng; tilliden til, at vi værdimæssigt alle er lige i al vores forskellighed.

Derfor reagerer jeg, når nogen vil sætte andre i bestemte kasser for derefter af bestemme over dem. Det kan være, når nogle vil situationer sætter privilegerede, gamle, hvide mænd i en kasse for dermed at frataget dem/os retten til andet end af stå til ansvar. Noget, der dog ikke en klumme værd. Dét er til gængæld kvinderne i Afghanistan, der fratages retten til at være personer.

Virkeligheden er jo, at der i verdenen deles op i grupper. Og mit fokus her skal være om min rædsel over de afghanske kvinders vilkår - og frustration over ikke at vide, hvad jeg kan gøre. Så nu skriver jeg om det. For ærligt, så burde der være daglige demonstrationer over hele kloden – også af os gamle mænd. Men måske særligt af kvindegrupper og måske et opgør med, at en religion bruges til noget sådant.

Jo, nok er der forskel på mænd og kvinder. Og ikke kun i Afganistand er jeg rystet over, at der tillægges en værdimæssig forskel. Men, når jeg hører de løbende nyheder, opleves det som, at kvinderne nærmest gøres til ikke-eksisterende. Først skulle de dækkes til, så ingen i offentligheden kunne se dem som et menneske. Så mistede de retten til uddannelse. Dernæst blev de frataget deres stemme – både sang og tale i offentligheden. Senest må de hverken hjælpe til i samfundet gennem et arbejde eller ses i deres hjem gennem et vindue. FN har kaldt det køns-apartheid. For mig lyder det som, at mennesker i kassen for kvinder ikke længere må være personer. 

Som jeg hører, føjer alle de afghanske kvinder sig ikke. Deres vilkår er heller ikke væk fra vores nyhedsflade. For, ellers ville jeg jo ikke kunne forholde mig til deres vilkår. Jeg har hverken kontakt derned eller et reelt forhold til deres virkelighed. Så derfor skal disse mine ord også være med et forbehold. Men jeg rammes af det hørte på min grundlæggende tanke om alles lighed. 

Formodentlig (forhåbentlige) er jeg ikke den eneste. Jeg tror nemlig, at jeg har fået denne tilgang med mig gennem den danske dannelse. Jeg vil dog også mene, at jeg har tilgangen med fra mine teologiske tanker. Noget, jeg i jul og nytår blev bekræftet i.

 Paulus er ofte udskældt – og til dels med rette, når han lidt håbløst taler ind i datidens virkelighed. Men han er også ganske klar i spyttet, som i brevet til Galaterne: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde”.

For Paulus ligger begrundelsen for denne lighed i, at vi med Jesus alle er gjort til Guds børn. ”Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving”. 

Nok tilføjer han dåben, som markeringen af denne lighed som børn. For mig går tilsagnet fra Gud dog forud og derfor gælder alle. Sådan må det være, når det spejles i fortællingerne om Jesus, der aldrig satte skel, men talte ind i forskellighederne. Dåben er ikke afgørende hverken for gaven med Jesus eller Guds kærlighed. Men den er afgørende for os mennesker, da det kan være som en ny fødsel at høre og turde tro, at det også gælder lige præcis mig. Forskellen bliver derfor, om vi får det fortalt og, om vi tør leve i tillid til det. Gør vi det, så må vi også tage ligheden med os som princip. Ikke sådan, at der ingen forskel er på os. For, som jeg indledte, så er hver enkelt af os noget ganske særligt. At vi så på forskellige måder også er ens med andre, gør ikke, at vi kan eller må sætte hinanden i kasser. For ja, vi er for mig at se ganske lige og ens i al vores forskellighed. 

Rør kun ikke ved - klumme i Ugeavisen december

Traditioner er en god ting, og juletiden er nok for de fleste danskere den stærkeste tid. Ikke fordi traditioner ikke kan udvikle sig eller ændre sig. Ja, pludselig kan der være noget nyt, som bliver stærkt. Men generelt er der tryghed og glæde i traditioner.

For mig begynder julen nok med 1. søndag i advent – men kun som en forventningstid. Der skal være adventskrans, som er gået fra levende lys til led lys. Der er kalenderlyset, som vi også gør forsøg med led lys. Men det er ikke helt det samme. Og så er der adventsgaver, som for mange år siden erstattede kalendergaverne.
En lille smule julepynt kommer nok også op ved adventens begyndelse. Mere kommer til med engle, messingpynt, den lille julekrybbe, vores hellige3konger-figurer og ikke mindst vores luftballon med nisser.

Det næste i traditionerne er julemusik. Om eftermiddagen 1. søndag i advent eller måske en senere søndag hører vi gerne Händels Messias. Der er også koncerterne med sognets kor og i mange år at synge med Bless the Day i Sankt Nicolai Kirke.

Juletræet henter vi en af adventssøndagene. I mange år tog vi som familie ud for at finde, fælde og bringe det hjem. De senere år har vi fundet nogle fine hos FDF. Træet sættes op i haven med lys på. Tidligere kom træet ind til tørre den 23. for så at blive pyntet inden mine gudstjenester den 24. De senere år er det ændret til den 22. for så at have god tid til at pynte den 23. Det giver mere ro også den 24 - dog med lidt tilvænning for mig. Jeg er overbevist om, at vi havde samme tradition i mit barndomshjem. 

Traditionen med at arbejde den 24. har jeg med hjemmefra, hvor hønsene stadig skulle passes og æg samles ind. I min læretid hos en købmand var der åbent indtil middag den 24. Da det var en lille købmand, som også levede af at sælge, hvad folk glemte inde i supermarkederne. Så lukkede vil langsomt. Dog fik jeg lov at hoppe på den sidste buds for at nå hjem til jul.
Den 24. var vi børn altid i kirke om eftermiddagen, mens mine forældre gik den 25. Om det er derfor, at jeg selv vægter den 24. højest i kirken, tør jeg ikke sige. Det kan også være den fantastiske glade stemning med fyldt kirke – både til de mere almindelige og, da vi begyndte med den særlige for de mindste.
Mindst hvert andet år har jeg ikke haft gudstjeneste juledag men julenat kl. 23.30 i Sct. Nicolai Kirke. Den har været en stille go stemningsfyldt gudstjeneste, som jeg var med til at skabe. Nu med sognedeling er tiden til nye traditioner. Og vi vil i Vejle Søndre Sogn gøre et forsøg på en aftengudstjeneste kl. 19 på juledag, den 25. Der vil jeg trække på de gode erfaringer fra midnatsgudstjenesten. Til midnat den 24. var det fredfyldt og afstressende efter en eftermiddag og aften fuld af spænding og nærvær. Måske kan den 25. om aftenen blive med endnu mere ro, når også julemorgen og familiebesøg juledag er godt overstået. Har nogle brug for hjælp til at huske den, så følg Facebook for Vejle Søndre Sogn.

Juleaften hos os har gerne været med gæster, som er med på vores traditioner. Maden er kalkun, rødkål, brune og hvide kartofler, sovs og risalamande med jordbærsovs samt mandelgave. Grøden til risalamanden koges den 23., hvor maden er risengrød. Efter maden lægges gaverne under træet. Så slukkes alt lys og alle går ud – undtagen mig, der tænder lyset på træet. Som jeg husker, var det at tænde juletræet min fars juleopgave. Derefter går vi syngende rundt om træet. For det meste vælger vi alle to salmer/sange, og alle vers synges. Så går vi til gaverne – en ad gangen, så alle er med og får glæden af at give og få.
Når jeg skriver om det, så glæder jeg mig allerede. Og med det vil jeg ønske alle en glædelig jul – præcis, som I måtte ønsker og, der er tradition for. (Og helst uden splid, som jo kan komme med store forventninger og lang tids samvær.)

Og dem, vi holder af

 

Læs en længere udgave af fortællingen på