Som indledning vil jeg fastslå, at jeg er en gammel, hvid, privilegeret mand.
Når jeg begynder sådan, er det for ikke at gøre mig klog på de kvinders vilkår, som jeg gerne vil råbe op om.
Jeg tænker dog ikke, når jeg ser tilbage, at den lille Karsten fra landet fik mange forlommer i livet. Gaven var mere pligten til at påtage sig opgaver og ansvar, en nærmest naiv tro på det gode, og så det væsentlige i denne sammenhæng; tilliden til, at vi værdimæssigt alle er lige i al vores forskellighed.
Derfor reagerer jeg, når nogen vil sætte andre i bestemte kasser for derefter af bestemme over dem. Det kan være, når nogle vil situationer sætter privilegerede, gamle, hvide mænd i en kasse for dermed at frataget dem/os retten til andet end af stå til ansvar. Noget, der dog ikke en klumme værd. Dét er til gængæld kvinderne i Afghanistan, der fratages retten til at være personer.
Virkeligheden er jo, at der i verdenen deles op i grupper. Og mit fokus her skal være om min rædsel over de afghanske kvinders vilkår - og frustration over ikke at vide, hvad jeg kan gøre. Så nu skriver jeg om det. For ærligt, så burde der være daglige demonstrationer over hele kloden – også af os gamle mænd. Men måske særligt af kvindegrupper og måske et opgør med, at en religion bruges til noget sådant.
Jo, nok er der forskel på mænd og kvinder. Og ikke kun i Afganistand er jeg rystet over, at der tillægges en værdimæssig forskel. Men, når jeg hører de løbende nyheder, opleves det som, at kvinderne nærmest gøres til ikke-eksisterende. Først skulle de dækkes til, så ingen i offentligheden kunne se dem som et menneske. Så mistede de retten til uddannelse. Dernæst blev de frataget deres stemme – både sang og tale i offentligheden. Senest må de hverken hjælpe til i samfundet gennem et arbejde eller ses i deres hjem gennem et vindue. FN har kaldt det køns-apartheid. For mig lyder det som, at mennesker i kassen for kvinder ikke længere må være personer.
Som jeg hører, føjer alle de afghanske kvinder sig ikke. Deres vilkår er heller ikke væk fra vores nyhedsflade. For, ellers ville jeg jo ikke kunne forholde mig til deres vilkår. Jeg har hverken kontakt derned eller et reelt forhold til deres virkelighed. Så derfor skal disse mine ord også være med et forbehold. Men jeg rammes af det hørte på min grundlæggende tanke om alles lighed.
Formodentlig (forhåbentlige) er jeg ikke den eneste. Jeg tror nemlig, at jeg har fået denne tilgang med mig gennem den danske dannelse. Jeg vil dog også mene, at jeg har tilgangen med fra mine teologiske tanker. Noget, jeg i jul og nytår blev bekræftet i.
Paulus er ofte udskældt – og til dels med rette, når han lidt håbløst taler ind i datidens virkelighed. Men han er også ganske klar i spyttet, som i brevet til Galaterne: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde”.
For Paulus ligger begrundelsen for denne lighed i, at vi med Jesus alle er gjort til Guds børn. ”Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving”.
Nok tilføjer han dåben, som markeringen af denne lighed som børn. For mig går tilsagnet fra Gud dog forud og derfor gælder alle. Sådan må det være, når det spejles i fortællingerne om Jesus, der aldrig satte skel, men talte ind i forskellighederne. Dåben er ikke afgørende hverken for gaven med Jesus eller Guds kærlighed. Men den er afgørende for os mennesker, da det kan være som en ny fødsel at høre og turde tro, at det også gælder lige præcis mig. Forskellen bliver derfor, om vi får det fortalt og, om vi tør leve i tillid til det. Gør vi det, så må vi også tage ligheden med os som princip. Ikke sådan, at der ingen forskel er på os. For, som jeg indledte, så er hver enkelt af os noget ganske særligt. At vi så på forskellige måder også er ens med andre, gør ikke, at vi kan eller må sætte hinanden i kasser. For ja, vi er for mig at se ganske lige og ens i al vores forskellighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar