Sidst skrev jeg lidt om at være lidt naiv og gerne sige ”ja”. Her vil jeg fortælle om en begivenhed, som justerede mine principper med en praktisk erfaring.
Som ung flyttede jeg til Esbjerg først for at blive udlært hos en lille købmand og senere for at arbejde i et supermarked. Min bolig var mest et mindre værelse, så både elevløn og senere voksenløn gav muligheder for bl.a. at købe motorcykel som 18 årlig.
Udover arbejde var min verden KFUM’s bygning med ungdomsklub i kælderen, kontorer og sal i stuen, mødelokaler på 1. og værelser på 2. De fleste aftner var jeg leder i kælderen. Der kom jeg også hurtigt i bestyrelsen og blev formand, da jeg var den eneste på 18. Jeg havde jo tid og nemt ved at sige ”ja”. Hvis andre tror, jeg kan, så må jeg jo gøre mit bedste. Et ideal er at hjælpe, når der er brug for det, og hvis man kan. Virkeligheden har så lært mig om begrænsninger.
På 1. mødtes jeg en gang om ugen med andre unge, hvor der blev snakket om liv og kristendom. En del havde jeg med mig hjemmefra, og gode lederkurser har også givet refleksioner. Meget var om at “være mod andre, som du gerne vil, de skal være mod dig” samt, at vi alle er elsket af Gud og har samme værdi. Noget, mange konfirmander nok har hørt mig sige. Fra de aftner husker jeg også en debat om frelse og fortabelse. Ingen af os mente, vi kunne fortjene hverken frelse eller fortabelse. Uenigheden var, om Gud virkelig ville frelse den, der ikke ønskede det. Så er der jo ingen fri vilje. Den problematik har min erfaring ikke afklaret, men jeg tror dog stadig og forkynder gerne, at Guds kærlighed kan rumme alt og alle.
På 2. sal var mit værelse, og en ny flyttede ind. Han var ikke så god til at planlægge som mig. Noget, jeg vist også har båret med mig hele livet - mere som en virkelighed end et ideal. Da der var fælles køkken, blev der ofte banket på min dør med ordene: “Jeg låner lige lidt mælk” eller andet. Forventningen var mit “ja”, og at ”lån” var mest et udtryk.
Med voksenløn fik jeg købt mig en ældre Golf. Om vinteren var motorcyklen ikke god og heller ikke, når vi skulle på ture. Mest stod bilen dog langs fortovet. Så, da ham den nye spurgte om at låne den, kunne jeg dårligt sige nej. Mit ideal var jo at hjælpe, og selv skulle jeg ikke bruge den. Han skulle noget. Jeg havde tænkt, det nok bare var et par timer. Men der var ingen bil, da jeg måtte gå i seng, ej heller da jeg næste dag tog på arbejde, og heller ikke hverken den næste aften eller morgenen efter.
Nu tænker nogle vel, at jeg da bare kunne have ringet eller sendt en sms. Men i 80-erne var der ingen mobil, og faktisk havde jeg ingen telefon, før jeg i Århus flyttede i bofællesskab.
Da han afleverede nøgler efter to dage, mente han alt var fint, da han jo havde fyldt benzin på. Han skulle åbenbart hente noget bl.a. i Tyskland.
Det gav mit ideal en erfarings-vinkel. Så, da han senere spurgte igen, satte jeg tidspunkt for aflevering, som han næsten overholdt.
Efter at han var gledet ud af min lille verden, hørte vi, at han sad i arresten. Det var kun få bygninger fra KFUM. Så en kammerat og jeg besluttede, at han måske havde brug for en snak. Vi havde jo også de bibelske ord med som ideal: “Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.” Så to meget unge mænd gik om og bankede på. Hvor idealistiske og uskyldige vi end var, gav det ikke adgang. Vist ganske forståeligt og en ny erfaring om, at der naturligvis er regler også for sådanne besøg.
Vi fandt aldrig ud af, hvad han var anklaget for og ej heller, om han var skyldig. Derfor ved jeg heller ikke, om det ville havde været ham mere til hjælp, hvis jeg ikke bare havde sagt “ja”. Men det gav mig en relevant overvejelse om virkelighed og idealer. Og ja, begge dele er godt at holde fast ved. De sætter nemlig ofte spørgsmål ved hinanden, så vi ikke bliver fastlåst i vores tilgang til andre. Sammen giver de også et perspektiv på altid at forvente det gode og gøre sit bedste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar