Det er forår og konfirmationstid, som stadig fylder meget i det danske samfund. For mig er det dejlige dage med fest. Jeg kunne dog ønske, at flere får sat flaget op for naboer eller andre i sognet.
I mine 30 år som præst og 1000 konfirmander har jeg også haft mange gode timer med undervisning. I alle mine år – dog heldigvis mere for 20-30 år siden end i dag, hører jeg fordommen om, at de unge mennesker kun gør det for festen og gaverne. Det har dog sjældent været min oplevelse – selvom fest og farver naturligvis også har betydning. Konfirmationen er for lagt de fleste et tilvalg. Så, nærmest alle er gennem tiden og også i år kommet med en glæde og positiv tilgang til undervisningen. Det betyder dog ikke, at der ikke også er og har været udfordringer. De unge mennesker møder jeg jo præcis som dem, de er – også med deres udfordringer af både social, fysisk og psykisk art.
Til tider han jeg godt kunnet misunde skolelærerne, at de har pædagogiske tiltag. På den anden side er jeg glad for, at konfirmandforberedelsen ikke er et kundskabsfag med test og eksamen. Det betyder dog ikke, at undervisningen også handler om viden. Men refleksioner over livet, over sig selv og fællesskabet fylder mere - med både muligheder, begrænsninger og en grundlæggende tillid til, at vi får det væsentligste givet. Men også givet som noget, vi skal bruge og dele.
Der tales meget om de unges trivsel, og det vil jeg ikke underkende. Men så er det også dejligt, at undersøgelser viser, at langt de fleste børn i skolen trives og har det godt.
Gennem årene har de udfordringer, jeg møder, måske nok ændret sig. Mange ting som ensomhed, uro i kroppen, periodevis mental fravær, usikkerhed for at sige noget eller, at en gerne taler meget har vist altid fyldt. Der har altid været ”udfordringer” ved at skulle leve – og ikke mindst, når vi som mennesker skal finde ud af, hvem vi er og, hvem vi gerne vil være. Noget, der for mange begynder ved konfirmationsalderen. Men som vel egentlig også kan følge os en stor del af livet.
Tænker jeg tilbage til min egen skoletid og konfirmation, så var udfordringerne absolut også til stede. Kun var der ikke den samme opmærksomhed på det – eller i det mindste ikke ude i kartoffelland, hvor jeg kommer fra. Både synet på os unge, og pædagogikken var anderledes. Men vilkåret for at være et menneske og tankerne om at være et menneske, tror jeg, har været det samme.
Derfor er det også så dejligt at kunne lade kristendommen spejle vores liv. Om ikke andet så sådan, som jeg forstår kristendommen;
At vi alle har værdi – og samme værdi, da vi alle er skabt som ’os’.
At vi er Guds børn sammen med Jesus og på grund af Jesus – noget, der bliver til en virkelighed for os ved dåben. Dér bliver vi en del af Guds familie her på jorden, vi bliver medlemmer af kirken. Dermed ikke sagt, at alle hverken oplever eller lever som Guds børn. Som vi kan vælge vores forældre fra, sådan kan vi også vælge Gud fra. Men Gud vil aldrig vælge os fra. (For nysgerrige på dåben, så er den til debat for tiden Dåben til eftersyn - Temaer - Site).
At vi må se på andre som nogen, der er lige præcis lige så elsket og et Guds barn som os selv – hverken mere eller mindre.
At vi altid allerede er elsket – Guds kærlighed går forud for alle vejledningerne (af nogle oplevet som krav og regler). For, med tilsagnet om kærlighed, så følger også et ansvar – både for naturen og for andre mennesker. Vi skal kæmpe den gode kamp og lade kærligheden være noget, vi deler og giver videre.
At blive mindet om alt dette, vil jeg formode, at vi alle kan have brug for. Bl.a. derfor holdes der gudstjeneste hver søn- og helligdag. Og hvis nogen – andre end næste års 7. klasser – skulle have lyst til et undervisningsforløb. Så overvejer jeg til vinter at lave konfirmation for voksne med mulig afslutning i kirken enten som konfirmation eller dåb, hvis man ikke er det.
Så, husk at læs mere senere 😊
Her vil jeg så slutte med ’Lykke til’ og et stort Tillykke til de mange unge mennesker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar