At sår og planter i håb

 

Her teksten, hvis billedet ikke er til at læse - og med min overskrift: At sår og planter i håb 

Her i den sene forår har vi været i gang med at ændre på vores nye have. Som ved tidligere haver, har jeg kastet mig ud i at se muligheder. Der bliver læst havebøger fra biblioteket, der bliver søgt efter interessante planter på nettet, og der bliver tegnet muligheder.

Når jeg sådan fordyber mig i at planlægge og forme naturen, kunne jeg godt have overvejet at blive anlægsgartner i stedet for præst. Men som begejstringen og effekten af mine mange gode planer falder, bliver jeg igen meget glad for de præstelige opgaver. Nu må vi se denne gang. For sandheden er nok, som mine sønner grinende kan bemærke, at jeg nok helst ville være Vorherre og dermed skabe grunden fra bunden. Her i Vejle ville jeg dog nok ikke kunne have gjort det bedre som helhed. Men de jordstykker, jeg har kunnet arbejde med, har ikke altid været så samarbejdsvillig i forhold til mine ideer. Med andre ord, så har kun noget og til tider kun lidt af det, jeg har plantet, levet op til mine gode visioner.

Men ja, nu kaster jeg mig ud i det igen med mange ideer, en del erfaret realisme om samspil mellem jord og planter – for heller ikke alt, der står om planter i bøger og på nettet har virket i min virkelighed.

Jeg er så heldig, som tiden er gået, at jeg nemt kan finde muligheder. For mig har blomstrende og insektvenlige blomster og buske eller med bær til fuglene været målet. Tidligere skulle det gene være interessante, smukke og måske lidt eksotiske. Nu er jeg helt faldet for de hjemmehørende – altså næsten. Disse planter og busker er nemlig blevet mulig at købe i havecentre og endda sammen med dagligvarer. 

I min omlægning af haven står første projekt at få ændret og udvidet græsplænen. Urtehavedelen er jeg ikke nået til udover rabarber og lidt krydderurter. Netop græsplænen har jeg ændret syn på de 25 år her i Vejle. Tidligere skulle den bare være grøn, lidt mos gjorde ikke så meget. Bare den var nem at holde. 

Som tiden er gået, og robotplæneklipperen har taget det meste af ansvaret, så er der også kommet flere små blomster i plænen. Ikke bare tusindfryd men også brunelle. Og ja, smørblomst er også ok, da den efter at have markeret sig først på foråret, glider ind som en del af den flerfarvede grønne plæne. Så nu synes jeg faktisk, at en ren grøn plæne er kedelig. Ikke bare giver blomsterne et farvespil, de giver også flere insekter og dermed fugle, og så ændres plænens udtryk sig gennem året. Mælkebøtter og tidsler har jeg dog stadig ikke fået kærlighed til.

Da jeg her i foråret skulle finde plænefrø, faldt jeg over ’Glad plæne’ (oversat). Jeg skal ikke gøre reklame, men der er nu kommet en frøblanding, hvor der sammen med græs også sås blomster og bælgplanter. Disse planter kan holde til at blive slået, og de skulle holde plænen grøn selv i de tørre tider om sommeren. Så win-win for både skønhed og biodiversitet. Derfor sår jeg med glæde – men vist også med håb. Ligesom jeg til efteråret vil købe og plante buske med glæde og i håb. Måske vil jeg da også være klar til at overveje stauder – både, hvad der skal ud og muligvis ind. Det kunne passe godt med, at vi en lørdag midt i september laver en Giv blomsten videre-dag ved Søndermarkshuset.

Som med haven, sådan tænker jeg også med livet. Det er godt at ’planlægge, plante og så med glæde og i håb. Så må tiden vise, hvordan det former sig. Med tilden vil der helt sikkert blive brug for at finde nye muligheder og lave andre planer. Og så er det i øvrigt også ganske fint ikke at være Vorherre.