Traditioner er en god ting, og juletiden er nok for de fleste danskere den stærkeste tid. Ikke fordi traditioner ikke kan udvikle sig eller ændre sig. Ja, pludselig kan der være noget nyt, som bliver stærkt. Men generelt er der tryghed og glæde i traditioner.
For mig begynder julen nok med 1. søndag i advent – men kun som en forventningstid. Der skal være adventskrans, som er gået fra levende lys til led lys. Der er kalenderlyset, som vi også gør forsøg med led lys. Men det er ikke helt det samme. Og så er der adventsgaver, som for mange år siden erstattede kalendergaverne.
En lille smule julepynt kommer nok også op ved adventens begyndelse. Mere kommer til med engle, messingpynt, den lille julekrybbe, vores hellige3konger-figurer og ikke mindst vores luftballon med nisser.
Det næste i traditionerne er julemusik. Om eftermiddagen 1. søndag i advent eller måske en senere søndag hører vi gerne Händels Messias. Der er også koncerterne med sognets kor og i mange år at synge med Bless the Day i Sankt Nicolai Kirke.
Juletræet henter vi en af adventssøndagene. I mange år tog vi som familie ud for at finde, fælde og bringe det hjem. De senere år har vi fundet nogle fine hos FDF. Træet sættes op i haven med lys på. Tidligere kom træet ind til tørre den 23. for så at blive pyntet inden mine gudstjenester den 24. De senere år er det ændret til den 22. for så at have god tid til at pynte den 23. Det giver mere ro også den 24 - dog med lidt tilvænning for mig. Jeg er overbevist om, at vi havde samme tradition i mit barndomshjem.
Traditionen med at arbejde den 24. har jeg med hjemmefra, hvor hønsene stadig skulle passes og æg samles ind. I min læretid hos en købmand var der åbent indtil middag den 24. Da det var en lille købmand, som også levede af at sælge, hvad folk glemte inde i supermarkederne. Så lukkede vil langsomt. Dog fik jeg lov at hoppe på den sidste buds for at nå hjem til jul.
Den 24. var vi børn altid i kirke om eftermiddagen, mens mine forældre gik den 25. Om det er derfor, at jeg selv vægter den 24. højest i kirken, tør jeg ikke sige. Det kan også være den fantastiske glade stemning med fyldt kirke – både til de mere almindelige og, da vi begyndte med den særlige for de mindste.
Mindst hvert andet år har jeg ikke haft gudstjeneste juledag men julenat kl. 23.30 i Sct. Nicolai Kirke. Den har været en stille go stemningsfyldt gudstjeneste, som jeg var med til at skabe. Nu med sognedeling er tiden til nye traditioner. Og vi vil i Vejle Søndre Sogn gøre et forsøg på en aftengudstjeneste kl. 19 på juledag, den 25. Der vil jeg trække på de gode erfaringer fra midnatsgudstjenesten. Til midnat den 24. var det fredfyldt og afstressende efter en eftermiddag og aften fuld af spænding og nærvær. Måske kan den 25. om aftenen blive med endnu mere ro, når også julemorgen og familiebesøg juledag er godt overstået. Har nogle brug for hjælp til at huske den, så følg Facebook for Vejle Søndre Sogn.
Juleaften hos os har gerne været med gæster, som er med på vores traditioner. Maden er kalkun, rødkål, brune og hvide kartofler, sovs og risalamande med jordbærsovs samt mandelgave. Grøden til risalamanden koges den 23., hvor maden er risengrød. Efter maden lægges gaverne under træet. Så slukkes alt lys og alle går ud – undtagen mig, der tænder lyset på træet. Som jeg husker, var det at tænde juletræet min fars juleopgave. Derefter går vi syngende rundt om træet. For det meste vælger vi alle to salmer/sange, og alle vers synges. Så går vi til gaverne – en ad gangen, så alle er med og får glæden af at give og få.
Når jeg skriver om det, så glæder jeg mig allerede. Og med det vil jeg ønske alle en glædelig jul – præcis, som I måtte ønsker og, der er tradition for. (Og helst uden splid, som jo kan komme med store forventninger og lang tids samvær.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar