Og dem, vi holder af

 

Læs en længere udgave af fortællingen på

Sang giver glæde - klumme Ugeavisen oktober

Her i efteråret kan vi følge et sangkor med demensramte. 

I omtalerne lyder det som en overraskelse, at sang gør en forskel – også for demensramte. Det er for mig ingen overraskelse. Hverken som sanger i et kor (gospelkoret Bless The Day) eller i forhold til demensramte.

I godt 20 år har jeg holdt gudstjeneste på et plejehjem, som fik funktion af demensplejehjem. Der er min klare oplevelse, at salmesang er af stor betydning. Måske er vi ikke et kor, når der til gudstjeneste kommer 15 til 25 fra både afdelinger og dagcenter, hvis demens er i forskellige stadier. Men det lyder nærmes som et kor, når vi synger nogle af de kendte salmer. Min liste med numre fra er: 2, 10, 15, 31, 36, 41, 49, 50, 52, 121, 192, 375, 392, 402, 404, 674, 728, 729, 747, 749, 750, 754 og 784. Har man ikke en salmebog, så se på dendanskesalmebogonline.dk. Jeg tænker, at mange – måske særligt i den ældre alder – vil kunne være med på de fleste.

Af og til hører jeg nogle foreslå, at vi med demensramte kun skal synge første vers og måske gentager det. Lidt som ved babysalmesang. Min erfaring er dog, at det ene vers tager det næste med sig. Ordene kommer i fælles klang, når en synger for. Jeg står så heldigt, at jeg kan se menighedens ansigter og se hvor stor glæden er gennem alle versene – om det så er 7 eller 10. For, sådan har vi lært at synge dem!

Udover salmesang har Trosbekendelsen og Fadervor også stor betydning. Dem siger vi alle med glæde og om muligt mere klart og tydeligt end sangen. Og ikke for at underkende menigheden ved både gudstjenester, dåb og begravelser, som jeg oplever også gerne skabe fællesskab i kirken ved et fælles Trosbekendelse og Fadervor, så er der mere kraft på plejehjemmet. Det er kendt og godt at være, som man husker.
Velsignelsen er også et vigtigt element, som vækker minder og giver mening i øjeblikket.

Faste rammer og genkendelighed er også vigtigt – vist også ved kor som ved gudstjenester og for demensramte. Når vi skal indøve flere stemmer, bliver der lidt forvirring, hvis rækkefølgen ikke er Sopran, Alt, Tenor og Bas. Det betyder ikke, at vi på plejehjemmet gør som søndags højmesse. Men en lille halv time med tre salmer, evangelium, en kort prædiken og altergang. Salmenumrene må gerne stå på en tavle. Dét sammen med en i præstekjole giver genkendelige og trygge rammer.

At glæde sig ved sang samt ved det genkendelige, tænker jeg, gælder for rigtigt mange. Selv faldt jeg for Folkekirkens gudstjeneste, da jeg som ung valgte at gøre et forsøg med kirkegang de fleste søndage i et år. For at komme op, inviterede jeg andre ledere samt konfirmander fra vores klub til rundstykker. Siden er jeg ikke holdt op – måske nok med at invitere på rundstykker, men ikke med at gå i kirke. Så derfor har det også passet mig fint i snart 30 år at få løn for det som præst.
Salmer og bønner har jeg dog med glæde oplevet en fornyelse af. Sandt er det, at evig stilstand er død, som der står i en af højskolesangene. Noget i liturgien kan jeg også godt li at variere som, når vi har kl. 12.00 i Søndermarkskirken og Løget Kirke. Men jeg fungerer ikke så godt med i kirken at stå op og synge selvom, det er bedst og sundest. For, sådan har jeg lært det og lært at holde af det. Jeg vælger helst heller ikke vers ud (kan dog godt fravælge nogle af de lange gamle salmer) men synger helst alle og dermed til tider mange vers ved en gudstjeneste. For, sådan har jeg lært dem, og sådan giver de for mig mening. Så, skulle jeg engang komme på plejehjem og måske blive ramt af demens, håber jeg, at præster til den tid har samme gode erfaringer som mine. Og ja, et kor for demensramte ville så nok også berige mit liv.

Frivillighed og demokrati

 

Denne klumme skal være en hyldest til de frivillige. I må bære over med, at det igen handler om kirken. Men, det er jo en stor del af min verden. Nu var anledningen, og ikke alle er klar over den ansvarlige frivillighed i Folkekirken. Meget i det danske samfund bæres af frivillige – stor ros og taknemmelighed herfra. Og jo flere, der er med til at bære, jo nemmere er det at bære – så også en stor opfordring til at blive frivillig. 

For mange er Folkekirken en af samfundets institutioner – måske endda en af de bærende. Der er kirkeminister, biskopper og præster. Der er kontorer, som tager sig af omkring fødsel, død og navne. 

Men Folkekirken er også Danmarks største forening, hvor medlemmer på frivillig basis tager både opgaver og ansvar på sig.  

For alle medlemmer af Folkekirken er dette faktisk relevant. Alle sogne i hele landet skal have valgt et nyt menighedsråd, som overtager ansvaret for kirken og kirkens liv helt lokalt. Selve valget er til november og med valg hver fjerde år (for nogle hvert andet), kan det måske huskes på USA’s præsidentvalg. Men, de fleste steder afgøres valget tirsdag den 17. september ved en valgforsamling. 

Udover de valgte medlemmer er også sognets præst/præster samt en repræsentant fra de ansatte en del af menighedsrådet. Som præst er det altså en del af arbejdet at være og bære med. Men ærligt, så er det af stor betydning med mange gode valgte medlemmer, som holder af kirken og det kirkelige liv samt, som både kan og vil tage ansvar og opgave på sig. Så her lidt om alt det spændende, som man kan være med til at bære og få indflydelse på.

Først vil jeg nævne økonomi, da rådet har ansvar for, at midlerne fra kirkeskatten bruges forsvarligt.

Det næste er mursten, da rådet har ansvar for vedligeholdelse af sognets kirker og andre huse. I sidste klumme nævnte jeg trap og rampe til Søndermarkskirken.

Så er der personale, da rådet er arbejdsgiver for ansatte udover præster. Det gælder både organister, kirketjenere, kordegn, kirke- og kulturmedarbejder samt for en del steder også folk på kirkegården.

Paragraffer er også vigtigt, da rådet har ansvar for overholdelse af de love og regler, som gælder for den evangelisk lutherske Folkekirke i Danmark.

Struktur og mødeledelse, da der skal vælges en formand, næstformand og ansvarlige for forskellige både lovpligtige og frivillige udvalg samt poster i f.eks. bestyrelsen for kirkegårdene. Det handler også om planlægning, da der er deadlines og til tider mange bolde i luften. 

Det er også vigtigt, at et menighedsråd skaber gode rammer for det, et sogn er forpligtet på: Gudstjenester og kirkelige handlinger som dåb, vielser og begravelser/bisættelser. Kirkebogsføring, attester og andet på kirkekontoret. Undervisning af konfirmander og minikonfirmander.

Og så ikke mindst – men dog her noteret som det sidste, da det andet formelt skal varetages. Menighedsrådet er også ansvarlige for kirkens liv og vækst. Det er den del af kirken, som de fleste nok har tænkt, er opgaven og, som alle forhåbentlig brænder for.

Som alle andre foreninger er der brug for gode kræfter i alle byens og landets sogne. Særligt gælder det måske i år for det nuværende store Sct. Nicolai Sogn, da der af den opstår to nye sogne; Sankt Nicolai Sogn med Sankt Nicolai Kirke og Vejle Søndre Sogn med Søndermarkskirken og Løget Kirke.

At vente på noget godt

 

Det er oplagt for mig i denne klumme at skriv om noget glædeligt. For nu er der igen en præst med særlig tilknytning til Løget og dermed min kollega. Som mange ved, blev Bente Rosenkrants ramt af sygdom op til påske 2023. Så, godt et år er gået med at vente – først i håb, så på afklaring og senest på ansættelse. Søndag den 11. august kl. 10.00 kan man være med til Maria Snejbjerg Poulsens indsættelse i Løget Kirke.

Med dette vil jeg ikke prise ventetiden. Men, at vente og måske at tage ekstra fat hører til livet – ikke bare i arbejdslivet men også i familien, blandt venner eller på, at håndværkeren har tid til at sætte de nye vinduer i huset. 

En ventetid slutter også til december, hvor Søndermarken og Løget bliver et selvstændigt sogn – og dermed også, at Sankt Nicolai bliver kirke i et selvstændigt midtbysogn. For nogle har det været ventet længe. Allerede da jeg kom for 24 år siden, var der tale om en opdeling af det store og langstrakte sogn. 

En anden venten og for nogle en endnu længere ventetid skulle også snart være slut.
Mange holder meget af Søndermarkskirken. Det gør jeg også. Og vi gør det med god grund. Den ligger smukt på Søndre Kirkegård. Den er rummelig, men virker ikke stor. Der kommer dejligt meget lys ind, og alle har frit udsyn. Lyden er god – også når der er gang i børnene ved de særlige børne- og bamsegudstjenester. Den er hyggelig men dog stadig med en vis højtidelighed. Og så nok ikke mindst er vi mange, som har haft godt og vigtige oplevelser i kirken med dåb, konfirmation, vielse, begravelse/bisættelse, jul og en helt almindelig gudstjeneste. Men smuk er et ord, som mere bruges om Løget Kirke.
Ser vi kirken som bygning, er den ikke noget æstetisk perle. Indgang er dog ikonisk uden helt at være storslået men indhakning rundt om døren, som er blevet spejlet i trappen. Ovenover er det runde vindue, der kan ses som et hjulkors, og som genfindes i de to kirkehaver. 

Netop indgang skulle der nu endelig ske noget ved. Ikke bare har trappen i nogle år været ved at smuldre. Trappen har også været forhindring for nogle i at komme ind i kirken. De flade trin er nem for de fleste. Men for dem, der ikke kan slippe krykker, rollator eller som sidder i kørestol, er udfordringen tydeligt.
Som andre steder i Vejle kan geografien være en udfordring. Måske tænker mange ikke over det, men det stiger en del fra indgangen til kirkegården og op til kirken. Og lægges der en rampe op ad trapperne, skal der styrke til at få både en kiste og en kørestol op. Længe er der blevet snakket og lavet planer. Nogle praktiske, andre storslåede men aldrig det helt rigtige. Så tiden er gået.
Men nu skulle en god en løsning både været fundet og godkendt med ny trappe og en brugbar rampe. Adgangen bliver også forbedret med nye døre uden dørtrin. Ja, selv de gamle vinduer bliver udskiftet i både kirke og Kirkestuen, så der er mindre kuldeindfald og energiforbrug til vinter.
Hvis nu en tænker: ”Det lyder spændende at holde vores dejlige kirker i god stand.” Ja, så sig bare til. Det er som det meste andet i Folkekirken noget, som frivillige medlemmer tager sig af. 

Når jeg skriver om dette, er det ikke nogen beklagelse men af glæde. Ventetid er et vilkår – og måske ikke mindst i det kirkelige system. Glædeligt er det for både personale og menighed, når forbedringer sker.
For, gode ting sker også selvom, vi godt kan tænke, det tager alt for lang tid. Altså, når der tages ansvar og arbejdes for det. Sådan i kirken, sådan i vores hverdag og vel sådan i livet som helhed. 

En lille rejse

 

Det er snart ferietid og for mange også tid til oplevelser og måske en rejse. Vores tur bliver først til august. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk tager på en lille rejse, når jeg går rundt i huset for at vande blomster. Så, I er nu velkommen til at tage turen med. Stueplanter har været med mig siden, jeg som 17-årig flyttede til Esbjerg for at komme i lære hos en købmand. Da jeg flyttede på kollegium, kom min søster med en stikling af hendes duftranke. Den fulgte mig i ca. 20 år. Når jeg vander vores nye, så får den gamle lige også en tanke.

Rejsen begynder i entreen, hvor der står en stor stuebirk. Den står godt med lys fra nord. Den var en af to, som jeg købte, da jeg for 40 år siden fik lidt mere plads end et lille værelse. Den har ingen top, da den for mange år siden bliv nappet af. Engang havde jeg et par kakaduer. Den ene var kommet ud af buret og havde vist ikke kun nappet toppen af stuebirken. Jeg var ikke hjemme, så den var ikke i høj kurs hos min kone lige den dag. Den anden stuebirk kom ikke med, da vi for godt 30 år siden flyttede sammen. Vibekehavde nemlig en lidt mindre, som nu står i vores køkken. I øvrigt står den sammen med den drageblodstræ/palme, som hun også havde. Den, jeg havde med og, som nu står i stuen, er næsten lige så gammel som min stuebirk. De er klippet ned et par gange. Men lige nu venter jeg selvom, min når til loftet. Den har nemlig beholdt bladene i hele den øverste del. 

Næste hilsen er en fredslilje, som vi fik i bryllupsgave for 31 år siden. Den har været døende men er hver gang kommet igen med nyt liv – en dejlig forkyndelse. Vi har endnu en stor fredslilje, som vi overtog fra en, som ikke længere havde plads. Så dens alder kender vi ikke men fortæller så en anden historie. På den videre vej hilser jeg på flere både ændre og nyere orkideer, der lidt på skift svinder hen og kommer i blomst. De fleste har også deres historie og sammen minder de mig om livskraften – som fredsliljen.

I stuevinduet hilser jeg på nogle julekaktusser. En fik vi for mange år siden af nogle venner, og en arvede vi. De er alle blevet enige om, at de da både vil være november kaktus, julekaktus og fastelavns- eller påskekaktus. Ja, en af dem gav os også lige en maj-hilsen – en glæde efter glæde til forundring. Der står også en af to småbladet aloe vera-agtig (hedder måske sempe fe), som løbende er blevet delt og forynget. Da myg gennem tiden har holdt meget af mig, er det godt med saft fra et blad mod kløe. Jeg hilser også på svigermors skarpe tunge, som vi fik af svigermor. Den er løbende blevet halveret. Der er også en lanseroset, som vi løbende har taget og beholdt de nye sideskud. Den fik vi fra min mor, som ofte fik sine i blomst. Blomst har vi stadig til gode efter de godt 20 år, vi har haft vores mødres planter. Der er også en levende pind, som vi fik som stikling af familie. Når den bliver for stor, tager vi selv et nyt skud og giver den gamle videre.

Nu kunne I måske tænke, at vi har grønne fingre og elskede løbende at plante blomster om. Men nej. Blomster her i huset skal kunne klare sig med vand, som måske ikke lige bliver hver uge. Og så får de nyt jord, når de enten skal deles, skal i en større potte eller, der bare ikke er mere jord tilbage. Så egentligt er det ganske ufortjent med al deres glæde, som vi dagligt nyder. Noget, der for mig siger en del om livet.

Konkurrent eller livsgave - klumme

 

Vi nærmer os eksamenstiden, og mange har en del af de prøver og tekst, som hører vores undervisningssystem til. Selv har jeg haft det godt med prøver. Ikke fordi jeg klarede mig videre godt men fordi, jeg selv stod på mål for min viden og kunnen. Jeg har dog også gennem livet været bevidst om, at utroligt meget af det, jeg kan, har andre hjulpet mig til. At jeg som person dygtiggør mig og gør mit bedste, har dog betydning – også for andre.

Min anledning i dagens klumme er fokus på, at vi alle er noget værd og, at ingen skal klare alt selv. Noget, jeg nok har vendt et par gang i en prædiken, og som mange af mine konfirmander vist har hørt en gang eller fem. Men jeg blev beriget i min indsigt af en bog, jeg fik med mig hjem fra sidste års BogForum. Den hedder ’Falske sandheder i livet’ og er af Morten Albæk. 

Et kapitel hedder ”Konkurrence skaber den bedste præstation”. Og jeg vil citere indledningen: Hvordan er denne verdens mest spektakulære præstationer blevet til? Hvordan skabte Einstein sin relativitetsteori? Hvordan blev Michelangelo og Leonardo Da Vinci i stand til at skabe deres kunstneriske underværker? Hvorfor blev lige netop Platon antikkens mest citerede tænker?...

Listen går helt frem til Stive Jobs. De er alle nogle, som bliver hædret for deres særlige præstationer. Fælles er fortællingen om, at de har nået målet gennem konkurrence med andre. Til det knytter sig myten om det ensomme geni, der helt for sig selv udtænker det utænkelige. Hvor sandheden mere er, at de alle har nået deres mål i samarbejde med andre. Noget, som Niels Boer har været meget tydelig om. Til listen kunne vi tilføje skuespilleren Mads Mikkelsen, årets håndboldspiller Mathias Gissel og fænomenet Taylor Swift. Eller måske Jonas Vingegaard, der jo ikke kun har brug for sit hold og gode konkurrenter til at dele slæbet op ad bjergene men vist særligt lige nu et godt sygehus- og sundhedsvæsen. 

Dette kunne samlet i udsagnet: ”ethvert menneske, du møder udenfor sportsarenaen, er ikke en konkurrent men en livsgave.”, som er en af bogens påstande. Hvor det så end ikke i sportsverdenen kun er konkurrenter.

Vi er ikke alene hverken i livet eller om livet, dét hverken tror eller håber jeg. Jo, nok kan vi stå med ansvaret og, måske er det igen ’mig’, der kommer til at lave det hele. Men det betyder ikke, at jeg er alene om det. Hvorvidt andre så altid er en livsgave, kan godt udfordres. Nogle lader os netop stå med opgaven. Andre kan fylde så meget, at vi nærmest ikke kan få luft. Som eksempel på det sidste brugte jeg for nyligt skvalderkålen. Den viser sin livskraft ikke mindst i forårshaven. Holdes den ikke i ave, kan den godt udkonkurrerer andre planter. Dét, gør ikke skvalderkål til en ond plante. Faktisk er den en af de bedste i forhold til insekter og bier. Sund er den vist også. 

Som mennesker handler det om at leve SAMMEN. Måske kan vi det ikke altid – eller altid lige godt. Og ja, der er krige. Men dybt inde i os, tror jeg, at vi hver og en gerne vil gøre det gode. Noget, kristendommen for mig taler ind i og får præciseret, som når Jesus siger: ”Elsk din næste – ja, elsk selv dine fjender, og vær mon andre, som du gerne vil, at de skal være mod dig.” Dét kan også ske ved at begrænse sig selv eller andre, der har skvalderkålstendenser. Her kunne lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner spille med. Fortællingen om manden, der bliver slået ned af røvere. Først går en præst og dernæst en levit forbi. De lader sig ikke forstyrre i deres projekt ’liv’. Modsat den fremmede fra Samaria, der standser og hjælper. Til tider er vi vel en af den, der går forbi – måske ser vi endda en konkurrencefordel i den andens fald. Men, håber og tror jeg, ser vi os helst som Samaritaneren. Og så håber vi vel på hjælp, når vi rammes i livet – også, selvom vi gik forbi og derfor ikke har fortjent det. 

Den sande sandhed må derfor være, at vi ikke kan leve uden andre, at vi ikke skal klar alt selv og, at vi har et ansvar for det fælles liv. Men mest har vi dog et ansvar for vores eget liv. Vi kan jo kun leve som os selv, og kun vi kan leve vores liv, der gerne må gøre os til en livsgave for andre.

Kærlighed uden fordømmelse - klumme

 Overskriften kunne også have været ’Et billede bliver til’. Vi er i konfirmationstiden, og jeg vil fortælle om noget særligt fra årets konfirmandundervisning. Jeg fik nemlig kontakt til kunstneren Erik Langkjær, der var med på at male et billede inspireret af mine konfirmander.

Udgangspunktet for billedet skulle være to fortællinger af og om Jesus. 

Den ene er lignelsen Den fortabte søn – om en mand, der har to sønner. Den yngste beder om at få sin del af arven for at rejse ud i sit eget liv. Han får sin halvdel og rejser. Det bliver noget af en tur med fest og glæde. Men da pengene er brugt, er vennerne også væk, og han ender med at bo sammen med en bondemands grise. Han går hjem i håb om at blive en af farens ansatte. Han havde jo med arven frasagt sig retten til at være søn. Men faren (og vel moren med) tager imod ham med åbne arme som en søn, der for dem var blevet levende igen. Hvad der sker med den anden søn, må man selv læse.

Den anden fortælling er om en kvinde, der blev taget i at være sin mand utro. Folkemængden mener, hun skal stenes jf moseloven. De tager hende dog først hen til Jesus for at sætte en fælde for ham. De spørger nemlig, hvad han mener: Skal hun stenes eller ej? Tanken var, at han enten måtte gå på kompromis med loven eller med sin snak om kærlighed. Hans svar blev et slags spejl: ”Den, der aldrig har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.” Dét fik alle til at liste af. Og kvinden kunne gå videre i livet med Jesus’ ord: ”Heller ikke jeg fordømmer dig.”

For mig og i vores snak ved undervisningen rummer disse to fortællinger en vigtig essens om, at kærlighed overvinder fordømmelse. Eller måske kan vi sige, at det kærlige blik ikke ser fejlen, men mennesket. Den kærlighed, som vi i kristendommen hører, at Gud er, den får vi også lov til at leve i, rummes af og leve ud – dog ikke leve fuldt ud og som det eneste.

Som inspiration udover de to fortællinger gav hver konfirmand sin tolkning. I ord og tegninger gav de deres bud på, hvor kærligheden kan være særligt på spil; i et smil eller et knus, ved at sige hej, ved at tage en anden med i fællesskabet, ved at hjælpe og vise omsorg, ved at tilgive eller måske lade være med at træde på en blomst. Meldingen var også, at der er kærlighed i alle mennesker.

Som svar fra kunstner Erik kom der tre forslag til motiv. Vi fik valgt i næsten enighed og fulgte så med i maleprocessen, som vi også kunne kommentere. Bl.a. var det vigtigt for konfirmanderne, at det ikke er et lille barn, som en mor tager ind til sig. For, kærlighed til et lille barn er umiddelbart og oftest uden en overvindelse – og altså ikke på trods. Billedet måtte gerne være åbent for fortolkning. Måske har den, der tages ind i kærlighedens favn, bare slået sig. Måske har vedkommende gjort noget, som aldrig kunne tilgives og derfor på ingen måde har fortjent det – men som nok endnu mere har brug for den totale omfavnelse i kærligheden, som lige dér er ganske umiddelbart som på samme måde som overfor et lille barn. 

Her i avisen skulle der være plads til gengivelse af det endelige værk. På Søndermarken kan man se værket live, og på sognets hjemmeside kan både denne og tidligere projekter ses (vil efter sognedeling være at finde på vejlesøndresogn.dk). Der kan også ses lignende projekter, når muligheden har budt sig et år. Andre år har vi måske plantet et træ eller været med til et event.