Til tider synger jeg engelsk. Nogle gange synger jeg med uden, at jeg lige har lært teksten. Og sådan gik det til, at jeg fik en ahaoplevelse i forhold til Guds gaver.
På et tidspunkt lød det fuldkommen som, der blev sunget: God will give a takeaway.
Først blev jeg lidt forvirret. Men sætningen ville ikke slippe mine tanker. For, det var da en ny og frisk måde at tale om det guddommelige. At Gud giver os næring med på livets vej, giver jo så god mening. De første kristne blev jo betegnet som dem, der fulgte Vejen. Og der i mit hoved var der mange ting, som kunne være Guds takeaway.
Først tænker de fleste nok på mad i forbindelse med takeaway. Og ja, konkret har vi i kirken nadveren/altergang som noget, vi har fået givet at tage med ved hver eneste gudstjeneste med ordene ”Dette er mit legeme. Dette er mit blod”. Altså giver Jesus sig selv med videre i livet på vores fælles vej. Med legeme og blod tænker jeg dog mere Jesus som Guds kærlighed; at det ganske konkret opleves, at Guds kærlighed kommer ind i os. Jesus’ ord inden indstiftelsen er også vigtige: Gør det til ihukommelse af mig.
Tilsagnet om kærlighed er vel også godt at få med sig på vejen. Det kan være forældrenes kærlighed, når vi som unge flytter hjemme fra. Også i kristendommen og særligt i dåben får vi givet tilsagn om Guds kærlighed – som takeaway. Skulle vi have brug for en opfyldning, så kan bøn være den hurtigste vej. Men en tur i kirken kan være der, hvor vi sådan konkret vil få det fortalt.
Også evangeliet i det hele taget - selve Ordet, kan også betegnes som takeaway; at vi er værdifulde og, at det er alle andre i øvrigt også. Og videre kan jeg tænke på alt det, der gives os gennem det skabte. Selv ansvaret for jorden og andre mennesker kan måske kaldes et takeaway. For, det følger os både som en gave og som en opgave.
Tilbage til sangen, som viste det sig ikke at handle om takeaway. Der stod ’God will give and take away’.
De ord passer med tanker f.eks. i salmen “Ingen er så tryg i fare”, hvor det hedder: ”Om han tager, om han giver, samme Fader han dog bliver.” I en nyere salme til Alle helgen, hedder det ”Nu har du taget fra os, hvad du engang har givet”.
Netop den vinkler på evangeliet har jeg altid haft det svært med. Jeg har svært ved at tro, at Gud tager noget fra os. Eller, at Gud har en stor plan, som styrer alt. Gud er for mig en total giver. Men det betyder ikke, at vi ikke rammes af sygdom, ulykke og død. For, Gud giver os ikke et liv med fravær af det. Virkeligheden er broget for os, og både svigt og ulykker sker. Ind i det, er det for mig vigtigt, at vi ikke lades alene. Så jeg er overbevist om, at Gud vil være hos os både i smerten og helt ind i døden. Og dér, kan vi godt tale om, at Gud tager. Dog med den vinklen, at Gud tager den døde til sig – som omsorg og ikke som styrende spillemester.
Dette sidste passer godt her ind til Alle helgen, hvor vi i kirkerne mindes vores kære. Mange steder læses navnene på sognets døde det seneste år, og der er mulighed for at tænde et lys – enten i kirken eller på kirkegården. Ved disse gudstjenester skal vi mindes vores kære og ikke mindes om dem. De er jo ikke glemte og dermed ikke væk fra os – udover fysisk. I minder, tanker og ikke mindst i kærligheden forbliver de levende – både hos os og hos Gud.
I forhold til det, har Johannes Møllehave skrevet en meget præcis og nem forståelig bog: Det ender godt. Han nogle brug for tillid eller trøst, så find den evt. på biblioteket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar