Det er oplagt for mig i denne klumme at skriv om noget glædeligt. For nu er der igen en præst med særlig tilknytning til Løget og dermed min kollega. Som mange ved, blev Bente Rosenkrants ramt af sygdom op til påske 2023. Så, godt et år er gået med at vente – først i håb, så på afklaring og senest på ansættelse. Søndag den 11. august kl. 10.00 kan man være med til Maria Snejbjerg Poulsens indsættelse i Løget Kirke.
Med dette vil jeg ikke prise ventetiden. Men, at vente og måske at tage ekstra fat hører til livet – ikke bare i arbejdslivet men også i familien, blandt venner eller på, at håndværkeren har tid til at sætte de nye vinduer i huset.
En ventetid slutter også til december, hvor Søndermarken og Løget bliver et selvstændigt sogn – og dermed også, at Sankt Nicolai bliver kirke i et selvstændigt midtbysogn. For nogle har det været ventet længe. Allerede da jeg kom for 24 år siden, var der tale om en opdeling af det store og langstrakte sogn.
En anden venten og for nogle en endnu længere ventetid skulle også snart være slut.
Mange holder meget af Søndermarkskirken. Det gør jeg også. Og vi gør det med god grund. Den ligger smukt på Søndre Kirkegård. Den er rummelig, men virker ikke stor. Der kommer dejligt meget lys ind, og alle har frit udsyn. Lyden er god – også når der er gang i børnene ved de særlige børne- og bamsegudstjenester. Den er hyggelig men dog stadig med en vis højtidelighed. Og så nok ikke mindst er vi mange, som har haft godt og vigtige oplevelser i kirken med dåb, konfirmation, vielse, begravelse/bisættelse, jul og en helt almindelig gudstjeneste. Men smuk er et ord, som mere bruges om Løget Kirke.
Ser vi kirken som bygning, er den ikke noget æstetisk perle. Indgang er dog ikonisk uden helt at være storslået men indhakning rundt om døren, som er blevet spejlet i trappen. Ovenover er det runde vindue, der kan ses som et hjulkors, og som genfindes i de to kirkehaver.
Netop indgang skulle der nu endelig ske noget ved. Ikke bare har trappen i nogle år været ved at smuldre. Trappen har også været forhindring for nogle i at komme ind i kirken. De flade trin er nem for de fleste. Men for dem, der ikke kan slippe krykker, rollator eller som sidder i kørestol, er udfordringen tydeligt.
Som andre steder i Vejle kan geografien være en udfordring. Måske tænker mange ikke over det, men det stiger en del fra indgangen til kirkegården og op til kirken. Og lægges der en rampe op ad trapperne, skal der styrke til at få både en kiste og en kørestol op. Længe er der blevet snakket og lavet planer. Nogle praktiske, andre storslåede men aldrig det helt rigtige. Så tiden er gået.
Men nu skulle en god en løsning både været fundet og godkendt med ny trappe og en brugbar rampe. Adgangen bliver også forbedret med nye døre uden dørtrin. Ja, selv de gamle vinduer bliver udskiftet i både kirke og Kirkestuen, så der er mindre kuldeindfald og energiforbrug til vinter.
Hvis nu en tænker: ”Det lyder spændende at holde vores dejlige kirker i god stand.” Ja, så sig bare til. Det er som det meste andet i Folkekirken noget, som frivillige medlemmer tager sig af.
Når jeg skriver om dette, er det ikke nogen beklagelse men af glæde. Ventetid er et vilkår – og måske ikke mindst i det kirkelige system. Glædeligt er det for både personale og menighed, når forbedringer sker.
For, gode ting sker også selvom, vi godt kan tænke, det tager alt for lang tid. Altså, når der tages ansvar og arbejdes for det. Sådan i kirken, sådan i vores hverdag og vel sådan i livet som helhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar