En lille rejse

 

Det er snart ferietid og for mange også tid til oplevelser og måske en rejse. Vores tur bliver først til august. Men så kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk tager på en lille rejse, når jeg går rundt i huset for at vande blomster. Så, I er nu velkommen til at tage turen med. Stueplanter har været med mig siden, jeg som 17-årig flyttede til Esbjerg for at komme i lære hos en købmand. Da jeg flyttede på kollegium, kom min søster med en stikling af hendes duftranke. Den fulgte mig i ca. 20 år. Når jeg vander vores nye, så får den gamle lige også en tanke.

Rejsen begynder i entreen, hvor der står en stor stuebirk. Den står godt med lys fra nord. Den var en af to, som jeg købte, da jeg for 40 år siden fik lidt mere plads end et lille værelse. Den har ingen top, da den for mange år siden bliv nappet af. Engang havde jeg et par kakaduer. Den ene var kommet ud af buret og havde vist ikke kun nappet toppen af stuebirken. Jeg var ikke hjemme, så den var ikke i høj kurs hos min kone lige den dag. Den anden stuebirk kom ikke med, da vi for godt 30 år siden flyttede sammen. Vibekehavde nemlig en lidt mindre, som nu står i vores køkken. I øvrigt står den sammen med den drageblodstræ/palme, som hun også havde. Den, jeg havde med og, som nu står i stuen, er næsten lige så gammel som min stuebirk. De er klippet ned et par gange. Men lige nu venter jeg selvom, min når til loftet. Den har nemlig beholdt bladene i hele den øverste del. 

Næste hilsen er en fredslilje, som vi fik i bryllupsgave for 31 år siden. Den har været døende men er hver gang kommet igen med nyt liv – en dejlig forkyndelse. Vi har endnu en stor fredslilje, som vi overtog fra en, som ikke længere havde plads. Så dens alder kender vi ikke men fortæller så en anden historie. På den videre vej hilser jeg på flere både ændre og nyere orkideer, der lidt på skift svinder hen og kommer i blomst. De fleste har også deres historie og sammen minder de mig om livskraften – som fredsliljen.

I stuevinduet hilser jeg på nogle julekaktusser. En fik vi for mange år siden af nogle venner, og en arvede vi. De er alle blevet enige om, at de da både vil være november kaktus, julekaktus og fastelavns- eller påskekaktus. Ja, en af dem gav os også lige en maj-hilsen – en glæde efter glæde til forundring. Der står også en af to småbladet aloe vera-agtig (hedder måske sempe fe), som løbende er blevet delt og forynget. Da myg gennem tiden har holdt meget af mig, er det godt med saft fra et blad mod kløe. Jeg hilser også på svigermors skarpe tunge, som vi fik af svigermor. Den er løbende blevet halveret. Der er også en lanseroset, som vi løbende har taget og beholdt de nye sideskud. Den fik vi fra min mor, som ofte fik sine i blomst. Blomst har vi stadig til gode efter de godt 20 år, vi har haft vores mødres planter. Der er også en levende pind, som vi fik som stikling af familie. Når den bliver for stor, tager vi selv et nyt skud og giver den gamle videre.

Nu kunne I måske tænke, at vi har grønne fingre og elskede løbende at plante blomster om. Men nej. Blomster her i huset skal kunne klare sig med vand, som måske ikke lige bliver hver uge. Og så får de nyt jord, når de enten skal deles, skal i en større potte eller, der bare ikke er mere jord tilbage. Så egentligt er det ganske ufortjent med al deres glæde, som vi dagligt nyder. Noget, der for mig siger en del om livet.