Ifør jer kærligheden 4 - kærlighed går forud

I disse to fortællinger er kærligheden en handling, og denne handling sker umiddelbart. Det kan godt passe med, hvad den danske filosof K. E. Løgstrup kalder for en spontan livsytring.
Modsat af de to mænd, som var på vej til opgaver i templet, så kan samaritaneren ikke gå forbi den lidende. Han handler, og det får konsekvenser, som han måske ikke havde tænkt. Han kommer til både at hjælpe den sårede til et herberg og betale for ham.
De to første havde en opgave i templet. Vi kan måske endda kalde det en guddommelig opgave.
De tænker på konsekvensen af at undersøge manden. Var han død, måtte de ikke fortsætte til templet. Så, man kan måske ikke kalde dem ubarmhjertige eller selviske. Men, for den tredje går kærligheden forud for at tænke mulige konsekvenserne igennem.

Også faren, som tager imod sønnen med åbne arme, handler umiddelbart, når han løber mod sønnen og efterfølgende holder fest. Måske havde han tænkt på det i de mange dage, hvor han har stået og ventet. Men, det lyder mest som om, at han overvældes af kærlighedens glæde.
Nogle vil måske sige, at sådan vil en far altid reagere. Men tænker vi efter, så er farens kærlighed blevet svigtet. Det må have gjort ondt, da sønnen bad om sin del af arven og rejste. Derfor vil jeg mene, at også hos denne far går kærligheden forud for en nøgtern overvejelse. Og denne kærlighed får endda den konsekvens, at det sårer den anden søn.

Kærligheden er altså ikke uden konsekvenser.
Den fører til smerte for den søn, som havde arbejdet godt og solidt. Han bliver ikke fejret. Ja, han var end ikke med fra festens start. Havde han ikke fortjent bedre?
Kærligheden kan også gøre ondt gennem en afsløring. Nok blev sønnen taget imod med åbne arme. Men han vidste, at han ikke havde fortjent det. Han ville gerne have sagt undskyld. Han ville gerne have taget konsekvensen, og måske gjort det godt igen ved at gøre et godt stykke arbejde som tjener.  Men det fejede farens kærlighed til side.
Sønnen måtte altså stå i sin usselhed og være afsløret i al sin skyld og skam. Selvom, at farens kærlighed på en måde klæder ham på og genindsætter ham som søn. Så må han leve med selv at kende, hvad han også er og har gjort.

Der kan godt være en smerte i at blive favnet af en ufortjent kærlighed. Vi kæmper ofte for vores værdighed.
Kærlighedens lys kan på en måde afsløre os, så vi dårligt kan elske os selv, og deri kan også være en smerte – en smertelig erkendelse.
Men kærligheden kan også til tider være det eneste, som kan føre os tilbage til livet.
Når en anden i kærlighed kan rumme det uperfekte, så kan vi måske også elske os selv som uperfekt.