Den barmhjertige samaritaner (Luk. 10,30-35)
En mand var på vej fra Jerusalem mod Jeriko. Han gik i et øde område. Dér blev han overfaldet af nogle røvere. De bankede ham og tog hans tøj. De tog også hans penge og alt, hvad han havde. Da de forsvandt, lå han på jorden og lignede én, der var død.
En tid efter kom en præst forbi. Han havde travlt, for han skulle på arbejde i templet. Han så manden og tænkte: ”Han er vist død.” Så han skyndte sig videre.
Senere kom en anden mand forbi. Han arbejdede også i templet. Han lod som om, han ikke havde set manden, og skyndte sig videre.
Den tredje, der kom forbi på vejen i det øde område, var en fremmed mand fra Samaria. Han var på rejse og havde sit æsel med. Da han så manden, begyndte han straks at overveje, hvad han kunne gøre.
Han gik over til ham for at finde ud af, om han var død. Det var han ikke! Derfor fandt han noget frem, så han kunne rense hans sår. Han tog også nogle klude, så han kunne forbinde ham.
Bagefter hjalp samaritaneren ham op på sit æsel og hen til et herberg. Der sørgede han for, at manden fik noget at spise og et sted at sove.
Han betalte og bad personalet om at tage sig godt af manden. Han lovede endda at ville betale mere næste gang, han kom forbi, hvis det blev nødvendigt.
Den fortabte søn (Luk. 15,11-32)
En far havde to sønner. En dag sagde den yngste: ”Far. Jeg gider altså ikke være hjemme mere. Jeg vil ud og se verden. Må jeg godt få det, som jeg engang skal arve?” Han fik sine penge og rejste.
Sønnen fik set verden og havde det sjovt. Men det kostede, og pludselig var der ikke flere penge. ”Øv!” tænkte han. Ikke nok med, at hans penge var brugt, der kom også en hungersnød i landet.
Sønnen gik fra hus til hus, men ingen havde mere end til sig selv. En mand gav ham dog lov til at bo hos sine grise. Der kunne han få varmen. Men ingen gav ham noget mad, så han måtte spise med grisene.
Som han sad dér, tænkte han: ”Hjemme hos min far har tjenerne det godt. Hvor ville jeg gerne bare være en af dem i stedet for at sidde her.” Så bestemte han sig for at gå hjem.
På vejen øvede han sig på, hvad han ville sige til sin far. Han havde jo ikke været særlig sød, da han rejste. Mon hans far overhovedet ville tage imod ham? ”Først vil jeg sige, at jeg ikke kan være hans søn længere. Jeg har jo fået min arv. Og så vil jeg spørge, om jeg ikke godt må være tjener. Jeg behøver ikke at få løn, bare et sted at sove og noget mad.” Sådan gik han og tænkte.
Hjemme gik faren og ventede. Hver dag havde han holdt øje med, om sønnen måske ville vende hjem. En dag så han en stakkel i det fjerne. ”Var der ikke noget bekendt ved den måde, han gik på?” Faren stod stille og kikkede en ekstra gang. ”Jo, det lignede hans søn. Kunne det virkelig passe?”
Faren kunne mærke, at hans øjne blev våde, og så løb han ned ad den støvede vej.
Sønnen blev overrasket, og han fik slet ikke sagt noget, inden faren faldt ham om halsen og sagde: ”Min søn.”
”Far,” begyndte sønnen. Men han nåede ikke længere. Faren havde taget ham ved armen og trak ham med hjemad, mens han råbte til en af tjenerne: ”Hej! Skynd dig hjem og hent noget ordentlig tøj.”
Til en anden sagde han: ”Slagt fedekalven.”
Og højt råbte han: ”Nu skal der festes. For min søn er kommet hjem, og han lever.”
Da alt var klart, satte faren sin ring på sønnens finger for at vise, at han var søn af huset.
Hen mod aften kom den ældste søn hjem fra arbejdet i marken. Han hørte, at der var fest. ”Hvad sker der?” spurgte han en af tjenerne. ”Din bror er kommet hjem, og fedekalven er slagtet.”
Da han hørte det, blev han sur. Han ville ikke ind og feste.
Faren kom ud. ”Kom med ind og vær med.” Men det ville den ældste søn ikke. Han syntes, det var uretfærdigt. Den anden fik en fest uden at have lavet noget. Selv havde han aldrig fået lov til at holde fest med sine venner, selvom han altid havde arbejdet hårdt og gjort, hvad faren sagde.
Til det sagde faren: ”Jamen, du er jo min søn, og alt mit er også dit. Vær nu glad samme med os, for din bror er kommet hjem igen.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar