Ifør jer kærligheden 5 - kærlighed som vejleder

Kærligheden bryder altså grænser. Det gælder også i forhold til vores tanke om retfærdighed. Men den kan også give vejledning og rammer. Ja, kærlighed kan også være opdragende.
Det Gamle Testamente kan vi læse: ”Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, afsky ikke hans retledning; for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af.” (Ordsprog. 3,11-12)

Gennem tiden har jeg talt med mange nybagte forældre. Deres kærlighed til barnet har været ganske umiddelbar og uden forbehold. I princippet kunne de vælge at se, hvordan barnet udvikler sig. Hvis det så efter 10-12 år har gjort sig fortjent til det, kunne de vælge at elske det. Men sådanne forældre har jeg endnu ikke mødt. For, det giver ingen mening.
Nej, kærlighed til barnet er grundlæggende. Og den kærlighed indebærer også opdragelse og vejledning.

Kærligheden er at give den anden, hvad vedkommende har brug for. Det betyder først og fremmes, at man i kærlighed ikke giver, hvad den anden har fortjent. Sådan kan det høres i de to lignelser.
Men det betyder også, at vi i kærlighed ikke nødvendigvis skal give den anden, hvad vedkommende ønsker sig.
Slik til morgenmad er ikke kærlighed.

Sådan kan den kærlighed, vi har til andre, være som en vejledning. Men vi kan også opleve kærligheden som en vejledning i vort eget liv.
Den gyldne regel ”Gør mod andre, som du vil, at de skal gøre mod dig”, hører vi også Jesus sige. Denne regel udvides i buddet om ”at elske sin næste som sig selv”.

 Udfordringen eller vejledningen slutter dog ikke der. Det ultimative hører vi i ordene:
”Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortlen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.” (Luk. 6, 27-31)

Det er for os umuligt, vil de fleste nok mene, og ingen vil kunne gøre det altid. Tages det som et krav, så er det et umenneskeligt krav.
Derfor skal vi også her holde fast ved, at buddene, vi hører i Det Nye Testamente, aldrig skal høres som endegyldige krav. De skal mere høres som en mulighed. Ja, måske som en frihed: Vi kan, og vi må. Og når vi gør det, så sker der noget særligt.
Tilsagnet er, at vi ikke skal lade andres had eller ondskab bestemme, om vi kan og må elske. Vi må turde tro på, at kærligheden kan forblive levende i os.