Ifør jer kærligheden 2 - kærlighedens væsen

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”. (1. kor. 13, 13)
Sådan skriver Paulus, og de ord er vel blandt de mest kendte om kærligheden. I det kapitel står også:
”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op”. (v 4-8)

Her beskrives kærlighedens væsen. Det er smukke ord, som mange holder meget af. Men det er også udfordrende ord. Lever vi i kærlighed, skal vi altså være tålmodige, milde osv.
Spørgsmålet er, om vi kan se os selv i en sådan beskrivelse af kærlighed.
Er vores kærlighed på den måde?

At kærligheden skal udfolde sig igennem os, er et fundament i den bibelske tanke. Jesus siger bl.a.:
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.” Det er det største
og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ”Du skal elske din næste som dig selv.” (Matt. 22,37-38)

Her henviser Jesus til loven i Det Gamle Testamente. Men loven skal ikke med Jesus tages som konkrete regler og love, som hver og en skal og kan over-holdes. Vi kan tænke på de ti bud. Dem kan vi gå igennem og tænke: ”Nej, i dag har jeg ikke slået nogen ihjel.”

Anderledes er det med at elske sin næste som sig selv. Det er en etisk vejledning, som ikke altid er lige nem at måle. På samme måde må vi tage de gode dyder som at være tålmodig, mild osv.
Sådan også med ordene ved kirkebrylluppet om at iføre sig kærligheden. Det vender jeg tilbage til.