Vi er på vej ind i tiden med bryllupper. Der stadig en del i kirkerne, men ikke som tidligere. Hvorfor rådhuset bliver valgt, ved jeg ikke. Men for nogle kan det handle om, at de ikke ønsker ’det store’. Et stort kirkebryllup, som vi kan se gennem medierne, er da flot. Men det kan også er mindre og mere enkle også være. For mig er et bryllup stadig noget stort, selvom der i kirken måske kun er parret, to vidner, mig som præst og kirkens personale. Det er også stort, når jeg i præstekjole står i en have sammen med den nærmeste familie.
Måske vælger nogle kirken og præsten fra pga. ritualet og salmerne. Jeg oplever dog, at ritualer ofte vægtes højt - sådan at gå ind i en ramme, hvor vi ikke har ansvar for alt. For mig giver de bibelske tekster også noget ekstra. Det kan være om at blive ét – ikke ens men en enhed – eller, at over alt skal vi iføre os kærligheden.
Et andet ritual er bisættelsen/begravelsen. Der står kirken stadig stærkt. Naturligvis betyder præsten noget, men ritualet betyder mere. I kirken har jeg ofte den samme gudstjenestelige forløb, som knytter til vejledningen i Folkekirkens alterbog. Jeg oplever, at det bærer, både når kirken er fyldt og, hvis der kun er ganske få.
For nogle og i nogle situationer kan en sådan gudstjeneste være for meget. Det betyder dog ikke, at præsten og ritualet skal vælges fra. Jeg er af og til på et kapel for at foretage jordpåkastelsen. Kontrakten eller forpligtelsen mellem kirken og medlemmet er, at en præst foretager denne jordpåkastelse som afslutning på livet. Det er et ganske kort ritual, der peger tilbage på dåben. Der er en lovprisning (den sammen som indleder dåben), de tre skovlfulde jord – Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jord skal du igen opstå -, bønnen Fadervor og Velsignelsen. Oftest begynder og slutter jeg med en salme, og måske læser jeg en kort bibeltekst. For mig er en sådan handling ikke ’småt’ men stort i betydning og meget meningsfyldt. Godt er det også, hvis jeg får lov at dele den med de nærmeste. Enkelte gange står jeg helt selv, da der ikke er andre. Men så står jeg og repræsenterer det stor fællesskab, som kirken er, og ikke mindst holdes der med ritualet fast ved, at afdøde også er et menneske, som er elsket af Gud.
Sådanne ritualer kan være af stor værdi selv i det små.
Noget andet, der fylder for mig i tiden, bliver forhåbentlig stort i oplevelse. Gospelkoret Bless the Day, som jeg synger i, har 20-års jubilæum. Det skal fejres med en koncert i Musikteateret den 29. september.
Gennem mange år har der særligt til korets julekoncerter været fulde huse. Særligt i Sankt Nicolai Kirke, husker jeg, at folk et år nærmest sad ovenpå hinanden, og mange kom slet ikke ind. Siden har der været billetter og altid udsolgt.
Så, hvis du nu skulle være en af dem, der aldrig er blevet plads til. Så bliver muligheden til september. Musikteateret har sagt, at hvis gulvet bliver fyldt, så åbnes der for balkonerne.
Faktisk er det stort, at kommunen giver koret lov til at låne Musikteateret til en koncert. Kun skal der betales for lys, lyd osv. samt, der er et gebyr på billetten til administration.
Stort er det også, at koret helt frit får lov at øve i Nørremarkskirken hvert 14. dag. Ja, til tider hver uge som op til jubilæumskoncerten. Det skal jo ikke bare blive stort men også en god oplevelse for både kor og tilskuere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar