En lille godhed - klumme ugeavis uge 7

Rema i Skibet har fået en kasse op ved flaskeautomaten. I den kan vi stikke flaskebon for dermed at give til områdets nye hal. For mig er den mulighed for en gave.

Når jeg handler ind, er jeg utrolig glad for scan selv med mobilapp. Ikke bare er det nemt løbende af scanne varerne. Jeg slipper også for at stå i kø. Men mest slipper jeg for ved kassen at løfte alle varerne to gange – først op på båndet og så ned i vognen igen. Min udfordring bliver så, når jeg har flasker eller dåser til genbrug. Flaskebon kan ikke scannes, og så må jeg en tur igennem kassen. I nogle butikker er der ved automaten en knap, hvor jeg kan give panten til Folkekirkens Nødhjælp eller noget andet godt. Det synes jeg er en nem måde at gøre en lille godhed på mens, jeg så slipper for bøvl. En sådan mulighed er der ikke i Rema, og derfor er jeg glad for kassen til den nye hal.

Jeg vil gerne tale for ’den lille godhed’ – og tale den op. En lille godhed kan godt gøre en forskel særligt, når det bliver gjort ofte og af mange. For at citere Møllehave: ”En dråbe af godhed er også en gave, når dråber forener sig bli’r de til have.”

En lille godhed er dog ikke altid nok. Nu, hvor det er fastelavn, kommer jeg til at tænke på slik og tøndeslagning. Engang var jeg gæst et sted, hvor ’rovdyrene blev fodret’. Da bunden og al slikket faldt ud af tønden, kastede børnene sig frådende over dem. De mindste blev skubbet væk og nogle blev mast. Men det var traditionen. De mindste havde vist større søskende at dele med. Men der stod også et par søskende, som var forsigtige og nok nye i sammenhængen. De nåede ikke med. En af de andres mødre kom hen og gav dem hver en vingummi. Dér, syntes jeg, at en lille godhed var for lidt. Både de børn, tror jeg, passer som mig bedre til den model, vi som børnefamilie var med til. Legen var fællesskab både om udklædning og at slå tønden i stykker. Kampen var om at blive kattekonge og kattedronning. Mens ’byttet’ blev delt mellem alle børnene. Oftest var der i tønden en pose til hvert barn, da det foregik på en langhåret og ofte smattet græsplæne.

Sommetider kan vi godt mere end en lille godhed særligt, når vi har et ansvar og ikke mindst, når vi er samme med børn. Men ellers er ’en lille godhed’, hvad vi magter. Eller måske endda ikke magter, når det gælder verdens ondskab og usikkerhed. Om det så er krigen i Ukraine, katastrofen i Gaza, oprøret i Iran, massakrerne i Sudan og Nigeria eller fordrivelser som senest armenierne fra et område med over 1500 års historie med kirker og klostre. Der er også bandevold og meget andet rundt i verdenen, som jeg end ikke hører om. De får ikke engang den lille godhed, at nogle fortæller om deres lidelser, så de ikke glemmes. Min manglende magt rammes også, når jeg hører om nødvendigheden af specialtilbud, om skoleværing og udfordringer med koncentration og fordybelse. Eller måske ekstreme holdninger på gymnasier og i det politiske. For slet ikke at tænke på resistente bakterier, aggressive virusser, ekstreme vejrfænomener, egoistiske og magtbegærlige verdensledere.

I forhold til alt det, vi ikke magter, så kan håbløshed og apati godt tage over. Men, så er det jo godt, at nogle kan skubbe til os. Eller, at vi pludselig står med muligheden for at gøre lidt godt – at hjælpe nogen eller måske trykke for at donere flaskepant. Og så gør det mig godt, når aviserne også fortæller om at grøn energi er den billige alternativ, og som vinder terræn. Eller, at børnedødeligheden er faldet de seneste år. Det samme gælder børnefattigdommen på verdensplan. Altså, må der også være andre i verdenen, som bidrager med hver sin lille godhed. Så håbet lever, og Johannes Møllehave har ret i digtet fra 1989: 

Det er dumt, hvad du sir, skønt du er så begavet, at godheden kun er en dråbe i havet.
Hvad udretter dråben, hvis den er alene, hvis verden er ond og som bygget af stene?
For dråben står mangen en mulighed åben, selv stenene udhules med tiden af dråben.
En dråbe af godhed er også en gave, når dråber forener sig, bli’r de til have.
En dråbe af godhed gir mod til at håbe, en dråbe af godhed trods alt dog en dråbe.
Og dråber skal læske de tørstende ganer gi’ liv og forene sig til oceaner. 

Møllehave og Linnet 

Prædiken til Søndag Seksagesima udfolder tanken

Et tilfældigt møde - klumme i Ugeavisen Vejle nytår 25-26

Med alderen kommer jeg ved nytårstid mere til at tænke tilbage end på, hvad det nye år skal fyldes med. Planer og gode ideer håber jeg dog aldrig at løbe tør for. Kun er det mere en proces gennem tiden end en nytårsting. 

I år kom jeg til at tænke på alle de gode men korte møder, jeg har haft – eller måske mere præcis, en del af dem. Det med relationer blev måske sat i gang ved, at jeg læste Jens Christian Grøndahls nye bog: At velsigne et liv. Den handler om, hvordan tilfældige møder kan udvikle sig til relationer. Den handler også om valg i livet, som ingen undgår. 

I bogen og også i min erfaring bliver nogle tilfældige møder til gode relationer i en periode. Det kan være, når vi deler gade, by, forening eller andet. Med nogle knyttes der bånd for livet. Der er også de mere tilfældige anledninger, hvor det er blevet til en rigtig god snak f.eks. en fest eller i ventetiden, når cykelrytterne er på de afsluttende runder med Kiddesvej. Sjældent bliver disse ikke til mere, da jeg ikke lige fik sagt: ”Jeg giver gerne kaffe en dag.” Eller, måske mødtes vi bare ikke lige igen den første tid derefter.

På gaden møder jeg faktisk mange og hilser med et smil eller et nik. Fortællingen om, at alle går og kikker ned i deres telefon, genkender jeg ikke. Nogle snakker dog ’højt med sig selv’.

Jeg hilser altid, hvis nogle hilser på mig – hvis altså, jeg opdager det. Mine tanker kan godt være andre steder. Sådan tænker jeg også om andre, hvis der ikke hilses tilbage. Mens jeg hilser, kan det ske, at jeg tænker ”Er det nu også en, jeg kendte?” Men så hellere hilse en gang for meget. Måske undrer den anden sig og tænker ”Hvem var dog han?” eller måske ”Han var da mærkelig.” Men forhåbentlig gør de fleste som jeg; tager smilet eller hilsenen som et lille plus på dagen. Bagefter kan jeg godt fundere over, hvem det mon var, der hilste. Hvis ikke jeg genkalder mig vedkommende, så dukker der altid andre gode minder frem. 

Nogle gange stoppes der op for en lille snak. Ansigter plejer jeg at være god til at huske. I de fleste tilfælde også relationer, og ellers er jeg blevet bedre til at sige: ”Hjælp lige min hukommelse.” Selv oplever jeg det som fint og ærligt, hvis andre lige skal have mig sat på plads. Enkelte gange og særligt, når nogle hilser mig ved navn. Så kan det sikker ses på mig, at jeg søger i min hjerne. For ærligt, som nok de fleste af mine ca. 1000 konfirmander gennem tiden ved, er at huske navne ikke min spidskompetence. Desværre er min hjerne ikke en harddisk med søgefunktion, og den har heller ikke adgang til en sky, så den rette fil kan trækkes frem. Mit bud er, at jeg ikke er ene om at have det sådant. Jeg har kun mødte ganske få med et utroligt klart overblik over folk, og som kan huske navne, relationer og seneste samtale. Vi andre må glæde os over, at der da ofte kommer ting frem undervejs i samtalen. Hvis jeg skulle være helt blank også efter en snak, så har min nysgerrighed oftest taget over – til dels også over min dårlige samvittighed over manglende genkendelse.  

Både ved gen-møder og ellers, når jeg som ved nytår kommer i tanke om gode samtaler. Så kan jeg godt tænke dem som forspildte muligheder. Gode møder må jo gerne blive til knyttede bånd videre i livet. Men, når jeg så mærker efter, har disse korte møder ikke været spildte. De bør nok nærmere kaldes gyldne stunder, der har gjort mit liv rigere.

Så, mit ønske og opfordring er, at vi vover os ud i at mødes, se hinanden og hilse selv når hukommelsen er uperfekt. Nok giver hverken livet eller tiden plads til alt, men gyldne stunder med et andet menneske vil altid være en berigelse.

Det er glædens tid - klumme til ugeavisen uge 49

Vi er i adventstiden, og for nogle er julen allerede begyndt. Ja, det er glædens tid, som er begyndelsen på det juledigt, jeg denne gang vil dele. Selv nyder jeg advent som en ventetid med forberedelser og hemmeligheder – men også før-juletingene som Juleløb på kirkegården for skolens mindste og de forskellige gudstjenester med børnehave, skole osv. Måske er der også familie- eller nabohygge. For mig er julens glæde dog først den 24., hvor jeg møder mange ved de tre gudstjenester inden juleaften med familien. Og med både højmesse og vores nye mere stille aftengudstjeneste den 25. bliver julen i kirken en god blanding.

Privat glæder jeg mig også til julen og samvær helt ind i det nye år – helt, som julen jo også først slutter i januar med Hellig3konger.

Mit ønske her er en glædens tid for alle – og tag gerne både lyset og glæden med gennem alle juledagene. For nogle vil der også denne jul være klumper i glæden måske, når man er alene eller for meget sammen med de samme.
Ønsket er også, om vi kan tage lyset og glæden med helt ind i januar, som ellers godt kan blive mørk, trist og stille. 

Og så lige en sidste bemærkning: Når det gælder julegaver, så er de dejlige af få. Men langt, langt de fleste er gladest for at give. Og det gælder særligt børn, er min erfaring. Og deri ligner de/vi Gud.

Det er glædens tid,
selv om det er mørkt og koldt.
Og vi tænder lys,
som et tegn på liv og håb.
For, et barn er født
som Guds kærlighed på jord.

I den mørke nat
lå der hyrder på en mark.
De sku' være først
til at høre glædens ord;
At et barn er født
som Guds kærlighed på jord.

På en himmel klar
var der englekor i flok.
Som et lys var de
og det ord, de sang om fred.
For, et barn er født
som Guds kærlighed på jord.

Det er glædens tid.
Ordet lyder nu for os.
Lyt som hyrden god.
Syng som englen højt i kor;
At et barn er født
som Guds kærlighed på jord.

Takeaway (og lidt Alle helgen) - klumme uge 44 i Ugeavisen Vejle

Til tider synger jeg engelsk. Nogle gange synger jeg med uden, at jeg lige har lært teksten. Og sådan gik det til, at jeg fik en ahaoplevelse i forhold til Guds gaver.
På et tidspunkt lød det fuldkommen som, der blev sunget: God will give a takeaway.
Først blev jeg lidt forvirret. Men sætningen ville ikke slippe mine tanker. For, det var da en ny og frisk måde at tale om det guddommelige. At Gud giver os næring med på livets vej, giver jo så god mening. De første kristne blev jo betegnet som dem, der fulgte Vejen. Og der i mit hoved var der mange ting, som kunne være Guds takeaway. 

Først tænker de fleste nok på mad i forbindelse med takeaway. Og ja, konkret har vi i kirken nadveren/altergang som noget, vi har fået givet at tage med ved hver eneste gudstjeneste med ordene ”Dette er mit legeme. Dette er mit blod”. Altså giver Jesus sig selv med videre i livet på vores fælles vej. Med legeme og blod tænker jeg dog mere Jesus som Guds kærlighed; at det ganske konkret opleves, at Guds kærlighed kommer ind i os. Jesus’ ord inden indstiftelsen er også vigtige: Gør det til ihukommelse af mig.

Tilsagnet om kærlighed er vel også godt at få med sig på vejen. Det kan være forældrenes kærlighed, når vi som unge flytter hjemme fra. Også i kristendommen og særligt i dåben får vi givet tilsagn om Guds kærlighed – som takeaway. Skulle vi have brug for en opfyldning, så kan bøn være den hurtigste vej. Men en tur i kirken kan være der, hvor vi sådan konkret vil få det fortalt.
Også evangeliet i det hele taget - selve Ordet, kan også betegnes som takeaway; at vi er værdifulde og, at det er alle andre i øvrigt også. Og videre kan jeg tænke på alt det, der gives os gennem det skabte. Selv ansvaret for jorden og andre mennesker kan måske kaldes et takeaway. For, det følger os både som en gave og som en opgave.

Tilbage til sangen, som viste det sig ikke at handle om takeaway. Der stod ’God will give and take away’.
De ord passer med tanker f.eks. i salmen “Ingen er så tryg i fare”, hvor det hedder: ”Om han tager, om han giver, samme Fader han dog bliver.” I en nyere salme til Alle helgen, hedder det ”Nu har du taget fra os, hvad du engang har givet”.
Netop den vinkler på evangeliet har jeg altid haft det svært med. Jeg har svært ved at tro, at Gud tager noget fra os. Eller, at Gud har en stor plan, som styrer alt. Gud er for mig en total giver. Men det betyder ikke, at vi ikke rammes af sygdom, ulykke og død. For, Gud giver os ikke et liv med fravær af det. Virkeligheden er broget for os, og både svigt og ulykker sker. Ind i det, er det for mig vigtigt, at vi ikke lades alene. Så jeg er overbevist om, at Gud vil være hos os både i smerten og helt ind i døden. Og dér, kan vi godt tale om, at Gud tager. Dog med den vinklen, at Gud tager den døde til sig – som omsorg og ikke som styrende spillemester. 

Dette sidste passer godt her ind til Alle helgen, hvor vi i kirkerne mindes vores kære. Mange steder læses navnene på sognets døde det seneste år, og der er mulighed for at tænde et lys – enten i kirken eller på kirkegården. Ved disse gudstjenester skal vi mindes vores kære og ikke mindes om dem. De er jo ikke glemte og dermed ikke væk fra os – udover fysisk. I minder, tanker og ikke mindst i kærligheden forbliver de levende – både hos os og hos Gud.
I forhold til det, har Johannes Møllehave skrevet en meget præcis og nem forståelig bog: Det ender godt. Han nogle brug for tillid eller trøst, så find den evt. på biblioteket.  

Et fej ad gangen og andet godt fra bøger - klumme i Ugeavisen Vejle uge 39

I en Go’ morgen udsendelse hørte jeg en, der havde bøger overalt. Hun fortalte, at nogle oplevede det som voldsomt. Nogle foreslog, at der jo kunne fås bog-tapet til at give samme hygge. Men naturligvis gav det ikke mening for hende. Og jeg forstår det så fuldt ud. Også selvom jeg ikke har hele vægge fyldt med bøger. For mig er det også fysiske bøger, der giver mening.

I forbindelse med, at vi er flyttet til et mindre hus, måtte der ryddes på og gives videre til genbrug. Det var ikke bare alle depoterne i kælder og skabe, der blev gået efter. Også bøger i vores reoler, hvor det særligt gik ud over de teologiske på kontoret. Jeg kom faktisk ned fra fem reol til to. Særligt dem på tysk vil jeg nok aldrig få læst igen. Heller ikke alle, jeg har taget med, vil jeg måske læse igen. Men, de skal stå for at minde mig om noget centralt, jeg netop fik ved at læse dem. 

Damen på tv med de mange bøger sagde på et tidspunkt: Nogle af dem har jeg haft i måske 20 år. For mig lød 20 år dog ikke af meget. Men, mon ikke det er fra ungdommen, hvor mine så bare er godt 40 år.

En af de første, jeg selv købte, har haft betydning. Den står stadig slidt og lidt gulligt. Den er af Michael Ende – men ikke ’Den uendelige historie’, som er den kendte. Min hedder Momo og handler om en lille pige. Hun dukker pludselig op på et amfiteater i en stille by, hvor folk har tid til hinanden – endnu. For noget sker, og hun tager kampen op mod ’tidstyvene’. Nogle grå herrer, der lokker folks tid fra dem med lovning op at sparre den op til senere brug. Og folk bliver overbevist om, at det da ikke dur at bruge al sin tid med det samme. For den unge Karsten var det et perfekt billede, som jeg har båret med mig siden. Og hos os er ’tidstyve’ et fast begreb, som vel også kan tale ind i nutidens digitale virkelighed.

En anden pointe fra bogen vil jeg også dele. Nemlig den gamle gadefejer Beppo. Han går med sin kost og fejer byens gader. Og han falder ikke for tidstyvenes list men holder fast ved sin erfarings-filosofi: Når du skal feje en gade, fortæller han, skal du aldrig se hele gaden på en gang. Gør du det, så er der meget langt til den anden ende. Så begynder du at skynde dig. Når du har gjort det en tid og ser op, så er der stadig lagt vej til den anden ende. Så bliver du forpustet og træt. Nej, sådan skal du ikke gøre. Du skal i stedet tage et fej ad gangen. Tag godt fat om kosten, tag et fej og tænk: Det var et godt fej. Og så tag et mere og se, at det da også var et godt fej. Gør du det på den måde, optager du slet ikke, at du pludselig er nået til den anden ende. 

Det er ikke altid, jeg har kunnet leve efter Beppos filosofi. Men jeg har altid haft det med i baghovedet. Nogle vil nok også sige, at jeg da altid planlægger langt frem. Det er rigtigt. Men skal jeg bruge Beppo, så kan planlægning være som at dele gaderne op. Derefter kan jeg tage fat på en ting ad gangen. At blive i gade-billedet. Så ville det dog være fint, hvis jeg ikke skal hoppe fra gade til gade en gang i mellem. Men tanken om, at jeg faktisk kun kan tage et fej med kosten ad gangen, har for mig været en stor hjælp – og hermed delt. 

Med Michael Endes ’Momo’ som eksempel, er det godt for mig at have også gamle bøger omkring mig. Om jeg så får dem læst igen engang, ved jeg ikke. For, nye kommer jo også til. Og en lille stak ulæste kikker jævnlig på mig og fortæller, at de gerne vil læses inden, der kommer nye ovenpå. Her i efteråret har jeg ønsker både til fødselsdag og jul. Og så tages der nok også et par med hjem fra årets BogForum. Om en af dem så kommer på hylden, og en anden derfor må skiftes ud, må vi se. 

Så, lad dog være! - Klumme i Ugeavisen uge 34

Før jeg læste teologi og blev præst, var jeg kommis – uddannet som lærling hos en lille købmand. Bland de mere sjove ting i den treårige uddannelse var kendskab til forskellige varer. Det indbefattede bl.a. smagsprøver på fin fransk vin, hundemad på dåse og syltede ingefær. Vinen er blevet til en af mine favoritter, mens hundemad og syltede ingefær aldrig har fristet.

Som uddannet arbejdede jeg i et mellemstort supermarked med ansvar for isenkram og lager. Som mand og med min højde, skulle jeg også holde lidt øje med kunderne udover at være hjælpsom og venlig. Særligt to episoder med tyveri husker jeg.

Først den trælse.
Butikken var i den ene ende af gågaden og ikke langt fra havnen. Så der kom af og til nogle af dem, der på en bænk i området drak sine øl. Stoffer husker jeg ikke som udbredt. De kunne godt være lidt vrøvler men ellers venligt. Så jeg havde mest ondt af dem. Men det var fint at holde lidt ekstra øje, når en af dem var i butikken.
En dag kom en ind, der gik med en krykke og haltede lidt. Om til øllet og tog en pakke med 6 halvliter Tuborg guld og så tilbage til indgangen. Der kunne krykken bruges til at åbne lågen. Jeg stod lige ved siden af og fulgte refleksmæssigt med du på torvet for at få øllene tilbage. Der måtte jeg erkende, at krykken også kunne bruges som våben. Da jeg var kommet i sikkerhed, sagde chefen tak for min omtanke men også, at det måtte jeg aldrig gøre igen.
Jeg forstod budskabet, for jeg var jo ikke ansat som vagt. Men min retfærdighedssans blev ramt - både dengang og, når jeg hører om noget lignende i dag.

Den sjove handlede om en ældre person, som vi havde en klar fornemmelse af stjal. Vedkommende havde været kontrolleret men uden, at der blev fundet noget. En dag stod chefen og jeg i hver vores end af en lang gang. Midtvejs var kaffen, hvor det var muligt selv at male de hele bønner. Personen stod ved kaffen og havde hældt bønnerne i maskinen. Og ganske hurtigt blev der lagt en pakke sødemiddel ned i posen, så det malede kaffe kunne komme ovenpå. 

Med de episoder fra mine år i butik, var tyveri rimelig begrænset og oftest kun mindre ting. Sådan er det åbenbart ikke i dag, hvor der godt kan køres med en hel vogn uden at betale.
Her i sommer kunne aviserne fortælle om, at der er hr. og fru. Danmark, der fylder dyre ting i tasken og kun betaler for det billige. Og videre, at tyveri får butikker til at hæve prisen.

For det første, synes jeg, det er pinligt for os som danskere. Ingen er nødt til at stjæle for at få mad. Og videre er det urimeligt. Ikke bare urimeligt for butikken og de ansatte. For tro mig, det er ikke kun dumme bemærkninger, der sætter sig. Men det er også urimeligt for andre kunder. Og her vil jeg, som i min sidste klumme, særligt tale for de svage. For, naturligvis må butikken sætte prisen op, hvis der er større tab. Og ja, stigende priser rammer hårdest de svage. Så, lad dog være!

Synd - klumme i Ugeavisen uge 29

Mine tanker om snyd kom efter en prædiken af vores biskop med en ’anderledes’ pointe. Jeg vil dog begynde med et spil fra min barndom. Det kaldes Snyd, og var et kortspil. Vi snød bl.a. ved at lægge to kort uden, at nogen så det. Havde vi mistanke til en, råbte vi ”Snyd”. Var det snyd, skulle kortene tages op igen samt, snyderen skulle have to fra bunken. Var der ingen snyd, skulle anklageren tage to kort op. En del af spillets læring lå vist deri. På et tidspunkt havde vi en feriegæst fra Holland. Vi satte hende ind i spillet og overraskende for os, vandt hun igen og igen. Da spillet var slut, og hun rejste sig, havde hun gemt kort under sig og i lommerne. Det var nærmest snyd hvis altså, man kunne snyde i Snyd.  

Spillet Snyd var sjovt, men ellers har jeg det træls med snyd i spil. Og træls med snyd i det hele taget.
Det kan være at bruge AI i kreative opgaver og præsenterer det som sine egne. At få ideer kan måske være ok som på det seneste, hvor der er lavet en særlig til hjælp for præstens prædiken. Den verden er dog endnu ikke blevet min – hverken til prædikener, taler eller disse klummer.
Snyd er det også, hvis der kan være god økonomi i at ændre eller forringe naturen – som en ’lille’ bøde for at ændre fra sump til strand ved søens bred. Og endnu mere, når god natur med træer langs Vejle Fjord ryddes for en bedre udsige. Håber bøde bliver stor og genopretning krævet.
Det er også snyd, når myndighederne finder ”fejl” i 23 af 23 kiosker. Der blev fundet puff bars og store mængder spiritus, der ikke var betalt afgifter af.
Det er også snyd, at alt muligt stadig smides i havet fordi, miljøministeriet ikke har lavet standarder. 

For mig er det også snyd, når jeg vil kunne få 20% i butikker, hvis jeg f.eks. var medlem Ældresagen. Det rimelige må være, at en pris er prisen for alle. Ellers bliver de svage og ofte også de studerende snydt.
Nok hænger det ikke sammen. Men det er også snyd, når en ny analyse melder: De fattige sidder fast på bunden. I årtier har Danmark brystet sig af udstrakt social mobilitet. Men i 20 år er det ikke blevet lettere for de fattigste at undslippe deres sociale arv.

Så udover spillet ‘Snyd’ har jeg ikke noget godt at sige om snyd. Men så er det, at biskoppen pludselig prædiker, at vi skal snyde. Som i så meget andet vendes tingene på hovedet, når teologi og kristendom spilles på banen.

I juni var vi præster i Haderslev Stift på konvent. Det sluttede gudstjeneste, hvor Marianne Christiansen prædikede. Teksten var den uretfærdige forvalter. En lignelse, hvor forvalteren svindler med ejerens midler. Det kommer ejeren for øre, og forvalteren bliver bedt om at stå til regnskab og kan se frem til en fyreseddel.
For at andre skal hjælpe ham efter fyringen, nedskriver han ejerens skyldnere deres gæld.
Det er jo snyd, og han deler skylden med dem, der får nedskrevet deres gæld.
Og ja, biskoppen brugte ordet ‘snyd’ og udfoldede den på flere måder. Hun fik nærmest snyd til at være en teologisk god ting. For, det er jo netop snyd, at vi ikke skal stå til regnskab for Gud og gøre bod for, hvad vi gør af forkert som at misbruge vores livs muligheder.
Og også vi skal snyde - snyde med Guds midler af kærlighed gennem tilgivelse.
Da temaet for konventet var sprog med overvejelser over næste oversættelse af Bibelen. Så kan spørgsmålet jo blive, om vi fra 2035 skal læse og forkynde om snyd i stedet for tilgivelse - at Gud i Jesus snyder, og også vi skal snyde.

Om jeg er helt retfærdig i tolkningen af biskoppen, tør jeg ikke sige. En indvending må jo være, om det er snyd, når Gud selv siger, at vi skal – altså give andre tilgivelse på Hans vegne. Er det nu også snyd, når Gud eftergivende os det, vi måtte skylde?
Overvejelsen kan også være, om det er snyd at gøre godt. Måske uretfærdigt. Men måske heller ikke det, hvis ’det gode’ ikke kun gives til de særlige medlemmer. Så jeg vil nok stemme for at beholde ordet Tilgivelse og håbe, at det også er et brugt og levende ord i 2035. 

Snyd blev også temaet for min prædiken 13/7 - mine prædikener kan altid læses på https://karstenpraediker.blogspot.com/