Hvem kommer ind? Klumme Ugeavisen i september

Min sidste klumme handlede om, hvem der byder velkommen. Her følger jeg op med, hvem der så kan komme ind. Og nej, det har ikke noget med politik eller EU’s ydre grænser at gøre. 

Hvem kan komme ind hjemme hos os? 
Ja, der må vi nok erkende, at kommer der en større kørestol. Så må den køre om i haven og ind gennem havestuen. Men så går det nok også – altså undtagen, hvis toilettet ønskes at bruges. I et hus fra 1972 er ikke alle døre inde i huset lige bredde.  
En anden vinkel kunne være, om der er nogle, vi bare ikke ønsker at lukke ind. 
Jeg ved det faktisk ikke. Eller, jeg har endnu ikke stået med nogle ved døren, som jeg ikke ønskede indenfor. 
Når jeg tænker tilbage til min barndom. Så var der en del steder, jeg nok ikke burde være lukket ind nytårsaften. Ikke fordi, vi ødelagde noget. Men kunne vi komme til at bytte rundt på salt og sukker eller andet i køkkenskabet, var lykken gjort. Men på den anden side, så kunne vi komme til at hejse juletræet op i flagstangen, hvis ikke vi kom ind. Alle unge skal huske, at det jo er meget længe siden. På den anden side, var folk vist meget glade for besøg. Nogle kunne godt ringe til mine forælder, hvis vi et år ikke kom forbi med ballade. 

Som i sidste klumme vil jeg her også gøre tanker om kirken. Hvem kan komme ind i kirken? 
I vores lutherske tradition er alle velkomne i kirken. Det kræver ingen medlemskab hverken at komme ind eller at være med ved en gudstjeneste. Nok er kirkens dør ikke altid åben. Men mange steder også her i byen åbnes der så meget, som ansatte og frivillige kan magte.  
Den fysiske adgang kan så være udfordrende. Særligt har det været udfordret i min elskede Søndermarkskirke. Folk er generelt gode til at hjælp andre op ad trapperne. Og eller er der en lille barnevognsrampe på siden, hvor en kørestol mm kan komme ind i kirken gennem en sidedør. 

MEN – nu sker der noget. Og det er anledningen til denne min klumme. 
Her midt i september går arbejdet i gang med at forny indgangen. Den gamle trappe fjernes sammen med belægningen rund på kirkens sider. Flagstangen flyttes. Og så gøres der klar til en sværdformet rampe mod både nord og syd. Altså bliver det nu – endeligt – muligt at køre op på et plateau og ind i kirken. Foran plateauet kommer en ny trappe, så samspillet mellem trappe og muren rundt om døren bevares. 
På siderne omlægges belægningen, og udover kornellen bliver der plantet nyt. Målet er, at der hele året vil være blomster og farver til glæde for både insekter, kirkegængere og besøgende på kirkegården.  

Hvem byder velkommen - klumme i Ugeavisen Vejle

 På det seneste har der været en diskussion om, hvorvidt præster skal byde velkommen i kirken til gudstjeneste. Nogle mener, at det virker naturligt, når der kommer nogle. Nogle argumenterede for, at det skulle være folk fra menighedsrådet, der skulle byde velkommen. De er jo valgt af sognets medlemmer som en slags bestyrelse. (Her kan jeg minde om, at bl.a. Vejle Søndre Sogn har valg til nyt menighedsråd i efteråret. Valget sker en aften i september. Kom frisk og glad med nysgerrighed og måske lyst til at være med.)

Jeg kan som præst, inden gudstjenesten begynder, godt sige ’God formiddag’ eller ’God søndag’. Det gør jeg ofte, når der er dåb. Så kan jeg minde menigheden om, at de gerne må rejse sig, når dåbsbarnet bæres ind. Måske siger jeg også, at børn har mulighed for en pause i legerummet ved siden af. 

Jeg bryder mig dog ikke om at sige velkommen. Kirken er ikke kun præstens hus. Det er heller ikke kun menighedsrådets hus. Vi har bare nogle særlige opgaver. Som præst skal jeg holde gudstjenester, dåb, vielser og begravelser/bisættelser. Menighedsrådet skal holde bygningen ved lige samt sørge for de ansatte.

For mig er kirken alle medlemmernes hus og hjem – altså vores fælles hjem. På den måde giver det for mig ikke mening, hvis præst eller en fra menighedsrådet byder velkommen. Det vil være lige så mærkeligt som, hvis der var nogle i mit hus, når jeg kommer hjem, som så byder mig velkommen. 

At kirken må være på samme måde som vores hjem, blev tydeligt for mig en dag for flere år siden. En ny bedemand var på opgaven og stod i kirkens dør, da jeg kom. Da jeg ville gå ind, rakte han hånden frem og sagde ”Velkommen”. Han blev lidt paf, da jeg præsenterede mig som præsten. Efter lige at have sundet mig, måtte jeg også informere ham om, at han ikke skulle byde folk velkommen i deres egen kirke. Nok var det tænkt som en venlighed, men det oplevedes som ejerskab.

Nu kunne jeg så overveje, om der er andre steder, hvor en velkomst ikke fungerer. Træneren byder vel ikke velkommen til sine spillere hverken på fodboldbanen eller i håndboldhallen. Det gør lederen ved FDF eller spejder nok heller ikke. Det skulle da lige være, når en ny kommer første gang.

Personligt vil jeg heller ikke sige velkommen, når mine sønner kommer hjem til os. Nok har de haft deres eget hjem i mange år, men de hører stadig til. Jeg tror heller ikke, at mine forældre sagde velkommen til mig. Mine svigerforældre gjorde det vist de første par gange. Generelt ved jeg heller ikke, om jeg sådan egentlig byder folk velkommen som gæst i vores hjem. Det bliver mest til ’God dag’ eller ’Kom indenfor’.   

Legende fællesskab - klumme i ugeavisen uge 27

Her i sommerferien har FDF landslejr på Sletten. Til den er der i år lavet en fortælling om en eventyrlig verden fyldt med folk, væsener og en urgammel profeti. Jeg har været så heldig at følge fortællingen gennem min ældste søn. Den handler om forskellige folk, hvortil der også knytter sig særlige dyr. Alle har de rester af magi, som de skal lære at leve med på nye måder – i havet, i ørkenen, i bjergene, i skoven, under stjernerne og på de åbne sletter. Magien kan være vind-, vand-, ild-, rune- og livsmagi. Til magien er færdigheder som urtekyndige, opfindere, helbredere, kartografer, saltsydere, strikkere og rejseguider. 

Den skønne verden er dog gået i forfald. Det kan ikke blive som før, men en ny vej har de lært at leve med. Væsentlige udfordringer er der dog stadig. Og, hvad der bliver af opgaver, må opleves på lejren. Vi andre kan følge med Landslejrens hjemmeside, hvor der allerede er en del for de nysgerrige. Måske kan vi på sidelinjen også blive rustet. Der er jo altid ting, vi må lære at leve med eller finde nye løsninger på. Sådan har det altid været for mennesker. 

Jeg er selv meget glad for eventyr. Så, at tage med på lejr kunne godt friste. Det er en oplevelse, som jeg prøvede et par gange som barn og ung. For 10 år siden var jeg også med som præst. Det var også fint, men telt og luftmadras er ikke længere min fornøjelse. Så jeg glæder mig over, at andre får en oplevelse. Jeg er vist også mest til eventyr som fortælling i bog eller på film. Så vi tager på besøg en af dage. Sognet skal jo også passes med gudstjenester, dåb, bryllupper og begravelser. 

En væsentlig del af sådan en lejr er ofte det fysiske og aktive fællesskab. Sådan at være aktiv, ude og fælles er flere gange blevet fundet godt for krop og sind – og ikke mindst for unge. Sådanne fællesskaber kan også være gode rammer for sårbare unge, og det kan modvirke ensomhed. Sådan læste jeg i foråret om en rapport fra Kulturens Analyseinstitut, der går i dybden med frivilligt arbejde i kulturhuse, spillesteder, amatørkulturforeninger og museer. Særligt fokus var der på rollespil og andre ’nørdefællesskaber’. I et rollespil kan hvert enkelt selv bestemmer og måske vælge at være den største og stærkeste kriger eller at sidde på kroen og synge sange. Der findes ikke vindere og tabere eller rigtigt og forkert, så der er god plads til forskelligheder.

Der har også været et forskningsprojekt blandt lærerstuderende om rollespil, der som læring kan fremme inklusion. I rollespillet bidrager eleverne med deres forskellige styrker og kan vise andre sider af sig selv.

Sådan en ægte rollespil bliver FDF’s landslejr nok ikke. Med mængden af deltagere kan det vist heller ikke kaldes et nørdefællesskab. Men jeg tror, at lejren så absolut også vil give rammer for, hvad der for mage vil være godt. Så også af den grund glæder jeg mig over, at mange børn og unge kommer afsted. Hvis ikke med FDF, så måske på Spejderes lejr, som også er i år, eller en af sommerens mange andre lejre. Måske vi som voksne også skal tage på fælles oplevelser – altså udover musikfestival og højskoleophold.

Småt og stort - klumme i Ugeavisen uge 22

Vi er på vej ind i tiden med bryllupper. Der stadig en del i kirkerne, men ikke som tidligere. Hvorfor rådhuset bliver valgt, ved jeg ikke. Men for nogle kan det handle om, at de ikke ønsker ’det store’. Et stort kirkebryllup, som vi kan se gennem medierne, er da flot. Men det kan også er mindre og mere enkle også være. For mig er et bryllup stadig noget stort, selvom der i kirken måske kun er parret, to vidner, mig som præst og kirkens personale. Det er også stort, når jeg i præstekjole står i en have sammen med den nærmeste familie.

Måske vælger nogle kirken og præsten fra pga. ritualet og salmerne. Jeg oplever dog, at ritualer ofte vægtes højt - sådan at gå ind i en ramme, hvor vi ikke har ansvar for alt. For mig giver de bibelske tekster også noget ekstra. Det kan være om at blive ét – ikke ens men en enhed – eller, at over alt skal vi iføre os kærligheden.

Et andet ritual er bisættelsen/begravelsen. Der står kirken stadig stærkt. Naturligvis betyder præsten noget, men ritualet betyder mere. I kirken har jeg ofte den samme gudstjenestelige forløb, som knytter til vejledningen i Folkekirkens alterbog. Jeg oplever, at det bærer, både når kirken er fyldt og, hvis der kun er ganske få. 

For nogle og i nogle situationer kan en sådan gudstjeneste være for meget. Det betyder dog ikke, at præsten og ritualet skal vælges fra. Jeg er af og til på et kapel for at foretage jordpåkastelsen. Kontrakten eller forpligtelsen mellem kirken og medlemmet er, at en præst foretager denne jordpåkastelse som afslutning på livet. Det er et ganske kort ritual, der peger tilbage på dåben. Der er en lovprisning (den sammen som indleder dåben), de tre skovlfulde jord – Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jord skal du igen opstå -, bønnen Fadervor og Velsignelsen. Oftest begynder og slutter jeg med en salme, og måske læser jeg en kort bibeltekst. For mig er en sådan handling ikke ’småt’ men stort i betydning og meget meningsfyldt. Godt er det også, hvis jeg får lov at dele den med de nærmeste. Enkelte gange står jeg helt selv, da der ikke er andre. Men så står jeg og repræsenterer det stor fællesskab, som kirken er, og ikke mindst holdes der med ritualet fast ved, at afdøde også er et menneske, som er elsket af Gud. 

Sådanne ritualer kan være af stor værdi selv i det små.

Noget andet, der fylder for mig i tiden, bliver forhåbentlig stort i oplevelse. Gospelkoret Bless the Day, som jeg synger i, har 20-års jubilæum. Det skal fejres med en koncert i Musikteateret den 29. september.

Gennem mange år har der særligt til korets julekoncerter været fulde huse. Særligt i Sankt Nicolai Kirke, husker jeg, at folk et år nærmest sad ovenpå hinanden, og mange kom slet ikke ind. Siden har der været billetter og altid udsolgt.

Så, hvis du nu skulle være en af dem, der aldrig er blevet plads til. Så bliver muligheden til september. Musikteateret har sagt, at hvis gulvet bliver fyldt, så åbnes der for balkonerne. 

Faktisk er det stort, at kommunen giver koret lov til at låne Musikteateret til en koncert. Kun skal der betales for lys, lyd osv. samt, der er et gebyr på billetten til administration. 

Stort er det også, at koret helt frit får lov at øve i Nørremarkskirken hvert 14. dag. Ja, til tider hver uge som op til jubilæumskoncerten. Det skal jo ikke bare blive stort men også en god oplevelse for både kor og tilskuere. 

Om håb - klumme i Ugeavisen uge 17

Til Pinse kommer en ny salmebogstillæg. Den har 151 salmer og dermed en udvidelse af de 100, vi nu har i et tillæg. En del af dem fra 100 Salmer forbliver. Der kommer nogle, som kendes fra Kirkesangbogen og fra Højskolesangbogen. Og så kommer der en stak nye.

I Vejle Søndre Sogn har vi bestilt de nye. Det er både af nysgerrighed på de nye men også fordi, mange af dem, vi løbende har brugt bl.a. fra Højskolesangbogen er med.
En af de nye er ”Du spør mig om håbet”, som er skrevet til Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum.
Den handler om håb, som vi har brug for – både som mennesker, i Danmark og resten af verdenen. Salmens påstand er, at håbet kan findes selv, når vi tænker, at der ingen ting er. Det kan være som et lys, der skinner i mørket, som vil gribes og blive til hjælp. Altså kan håb blive til handling: ”Så mættes de sultne, så rejses der huse, så bygges der bro, så grønnes de stenende marker og skove begynder at gro.”

Håb er i salmen og for mig en livskraft, der ’fra Gud er kommet”. Håbet kaldes en superkraft, som kan give mod og rummer en tro på fremtiden. Ja, håbet kan godt være der og være i os, selvom vi ikke nødvendigvis er optimister. Ligesom håbet gør livet nemmere at leve trods smerte og usikkerhed.

Om håb altid fører til handling og et bedre liv f.eks. for dem, der lider, tør jeg ikke sige. Mit håb er ofte større end, hvad jeg selv har magt til at ændre. Det kan være i forhold til verdens forskellige konflikter. Håbet er, at ødelæggelser kan afløses af samarbejde. Og videre, at ’det almindelige menneske’ får lov at leve i fred og frihed. En drøm ville være, at alle konflikter ophørte. Men en sådan tillid har jeg ikke til menneskeheden. 

Jeg kan også have et håb om, at det nye folketing bliver en ansvarsfuld samling af mennesker, der fælles arbejder for Danmarks bedste. Hvad ’Danmarks bedste’ så må være, tør jeg ikke give mit bud på. Verdenen og samfundet er foranderligt. Så håbet må være, at hver gør sit bedste.

I forhold til de unge mennesker – bl.a. alle vores konfirmander, er håbet et godt og indholdsrigt liv. For mig bærer de så også et håb i måden, jeg oplever dem på. Hvis bare de tør tro på, at de helt grundlæggende er noget værd, så er både deres liv og vores håbefuldt.

Håbet er ikke bare her i livet. Det er også kristendommens håb om noget evigt og godt. For mig hænger dette håb om det evige sammen med håbet her i livet. Det knyttes til opstandelsen f.eks. i salmen om påskeblomsten: ”Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde”.
Der er Grundtvigs påstand, at vi og vores liv først får betydning, hvis døden ikke er vores endeligt.
Umiddelbart er det en voldsom påstand; At vores liv ingen betydning har, hvis vi ikke tro på noget udover vores virkelighed - hvis alt bare er slut med døden.
Inden jeg tør afvise, at han har ret, må jeg tænke mine kære med.  

Hvis ikke jeg stadig bærer dem med mig – ja, og faktiske også delte dem med andre. Det kan være som en familiefortælling med den næste generation. Altså, hvis de døde helt er væk fra mine tanker og min fortælling, så vil min tanke om et menneske sikkert være anderledes. Måske ville livet så ikke give mening, som det gør nu.
Det er svært at vide, da vi netop ikke glemmer – selvom vi nok heller ikke husker alt eller altid husker.
Måske vil alle ikke forbinde det til opstandelse. Men sådan er det for mig. Og dermed bindes det evige håb også sammen med håbet her i livet – og dermed også en tro på fremtiden. 
Det kan være forventninger om, at livet kan blive bedre trods sygdom eller måske ensom.
Det kan være i forhold til folketinget. Eller, at verdenen med al dens krig og konflikter finder en løsning, så vi i fællesskab ikke bare kan få oliepriser og økonomisk usikkerhed til at falde til ro. Måske får vi også gået en videre vej i retning mod en mere klimavenlig verden med rent drikkevand.
Måske er jeg naiv. Men jeg tror, at håbet kan gøre en forandring til det gode.

Ikke alt er kærlighed, men størst af alt er kærlighed - Klumme uge 12 i Vejle Ugeavis

Siden min sidste klumme har det været Valentinsdag. Dér vil jeg hellere tage fat end i det kommende valg. Selvom jeg godt vil opfordre alle til at bruge deres demokratiske ret (og pligt). 

Ang. Valentinsdag, så har jeg indtil i år hverken fejret eller måske husket dagen. I år skulle gospelkoret synge ved en Vallentins gudstjeneste i Sct. Nicolai Kirke. Det var, må jeg sige, en god oplevelse. Udover os i koret var der i kirken ca. 140. Mange var som par – også unge par. Der blev læst tekster fra Højsangen med den lidenskabelige kærlighed mellem en kvinde (Shulamit) og en mand (tilskrevet Salomo), samt den kendte fra 1. Korintherbrev 13 med ordene ”størst af alt er kærlighed”.

Til den kødelige kærlighed blev der tilføjet den ideelle. Sådan hører og læser jeg ordene af Paulus. For, ingen kan vel leve efter:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.

For mig handler Paulus’ smukke ord om kærlighedens sande væsen, som for mig kun Gud/Jesus lever og er. Hvor vi dog gerne må lade os inspirere – ja, som vi måske kan lade os fylde af, så vi kan leve bare lidt af det ud i vores samvær med andre og med naturen. Hvor, hvis nogen tager ordene som et krav at leve op til, så bliver jeg bekymret. 
Kærligheden kan aldrig være et krav. Bliver den det – eller høres den som sådan - så ophører den med at være kærlighed og bliver i stedet enten til moral eller magt.

Generelt, tror jeg, at vi danskere er præget af disse ord om kærlighed. Jeg kan kun tænke, at selv janteloven har hentet elementer derfra. Kun vil kærligheden aldrig sige: ”Du skal ikke tro, at du er noget”. I kærligheden lyder det modsatte: ”Du er utrolig meget værd!” Kun lyder også tilføjelse: ”Det er også alle andre”. Ingen er hverken mere eller mindre uanset magt, penge, status eller, hvad vi nu ellers kan fokusere på som mennesker.

Både hos Paulus og det, vi hører om Jesus, rummer talen om den stor kærlighed. Men, der lyder også en meget realistisk erkendelse af mennesket. Også mere realist på de menneskelige ’skavanker’ end, hvad jeg har lyst til.
Jeg vil gerne hæve de smukke ord om kærlighed op som det menneskelige ideal og tro på, at det leves ud på mange måder. Samtidig er det dog vigtigt også med realisme, når vi skal leve som mennesker her i verdenen – og skal leve som os selv.
Vi kan ikke forvente – hverken af os selv eller andre – kun at være fyldt af kærlighed. Ligesom vi ikke fuldt kan leve sammen med andre alene på de værdier, som Paulus trækker frem. Et samfund kan heller ikke bygge alene på dem.
Realister må vi altså være. Bare vi dermed ikke bliver kyniske. Bare vi ikke glemmer, at kærligheden også er – og formodentlig er den stærkeste magt.

En lille godhed - klumme ugeavis uge 7

Rema i Skibet har fået en kasse op ved flaskeautomaten. I den kan vi stikke flaskebon for dermed at give til områdets nye hal. For mig er den mulighed for en gave.

Når jeg handler ind, er jeg utrolig glad for scan selv med mobilapp. Ikke bare er det nemt løbende af scanne varerne. Jeg slipper også for at stå i kø. Men mest slipper jeg for ved kassen at løfte alle varerne to gange – først op på båndet og så ned i vognen igen. Min udfordring bliver så, når jeg har flasker eller dåser til genbrug. Flaskebon kan ikke scannes, og så må jeg en tur igennem kassen. I nogle butikker er der ved automaten en knap, hvor jeg kan give panten til Folkekirkens Nødhjælp eller noget andet godt. Det synes jeg er en nem måde at gøre en lille godhed på mens, jeg så slipper for bøvl. En sådan mulighed er der ikke i Rema, og derfor er jeg glad for kassen til den nye hal.

Jeg vil gerne tale for ’den lille godhed’ – og tale den op. En lille godhed kan godt gøre en forskel særligt, når det bliver gjort ofte og af mange. For at citere Møllehave: ”En dråbe af godhed er også en gave, når dråber forener sig bli’r de til have.”

En lille godhed er dog ikke altid nok. Nu, hvor det er fastelavn, kommer jeg til at tænke på slik og tøndeslagning. Engang var jeg gæst et sted, hvor ’rovdyrene blev fodret’. Da bunden og al slikket faldt ud af tønden, kastede børnene sig frådende over dem. De mindste blev skubbet væk og nogle blev mast. Men det var traditionen. De mindste havde vist større søskende at dele med. Men der stod også et par søskende, som var forsigtige og nok nye i sammenhængen. De nåede ikke med. En af de andres mødre kom hen og gav dem hver en vingummi. Dér, syntes jeg, at en lille godhed var for lidt. Både de børn, tror jeg, passer som mig bedre til den model, vi som børnefamilie var med til. Legen var fællesskab både om udklædning og at slå tønden i stykker. Kampen var om at blive kattekonge og kattedronning. Mens ’byttet’ blev delt mellem alle børnene. Oftest var der i tønden en pose til hvert barn, da det foregik på en langhåret og ofte smattet græsplæne.

Sommetider kan vi godt mere end en lille godhed særligt, når vi har et ansvar og ikke mindst, når vi er samme med børn. Men ellers er ’en lille godhed’, hvad vi magter. Eller måske endda ikke magter, når det gælder verdens ondskab og usikkerhed. Om det så er krigen i Ukraine, katastrofen i Gaza, oprøret i Iran, massakrerne i Sudan og Nigeria eller fordrivelser som senest armenierne fra et område med over 1500 års historie med kirker og klostre. Der er også bandevold og meget andet rundt i verdenen, som jeg end ikke hører om. De får ikke engang den lille godhed, at nogle fortæller om deres lidelser, så de ikke glemmes. Min manglende magt rammes også, når jeg hører om nødvendigheden af specialtilbud, om skoleværing og udfordringer med koncentration og fordybelse. Eller måske ekstreme holdninger på gymnasier og i det politiske. For slet ikke at tænke på resistente bakterier, aggressive virusser, ekstreme vejrfænomener, egoistiske og magtbegærlige verdensledere.

I forhold til alt det, vi ikke magter, så kan håbløshed og apati godt tage over. Men, så er det jo godt, at nogle kan skubbe til os. Eller, at vi pludselig står med muligheden for at gøre lidt godt – at hjælpe nogen eller måske trykke for at donere flaskepant. Og så gør det mig godt, når aviserne også fortæller om at grøn energi er den billige alternativ, og som vinder terræn. Eller, at børnedødeligheden er faldet de seneste år. Det samme gælder børnefattigdommen på verdensplan. Altså, må der også være andre i verdenen, som bidrager med hver sin lille godhed. Så håbet lever, og Johannes Møllehave har ret i digtet fra 1989: 

Det er dumt, hvad du sir, skønt du er så begavet, at godheden kun er en dråbe i havet.
Hvad udretter dråben, hvis den er alene, hvis verden er ond og som bygget af stene?
For dråben står mangen en mulighed åben, selv stenene udhules med tiden af dråben.
En dråbe af godhed er også en gave, når dråber forener sig, bli’r de til have.
En dråbe af godhed gir mod til at håbe, en dråbe af godhed trods alt dog en dråbe.
Og dråber skal læske de tørstende ganer gi’ liv og forene sig til oceaner. 

Møllehave og Linnet 

Prædiken til Søndag Seksagesima udfolder tanken