Til Pinse kommer en ny salmebogstillæg. Den har 151 salmer og dermed en udvidelse af de 100, vi nu har i et tillæg. En del af dem fra 100 Salmer forbliver. Der kommer nogle, som kendes fra Kirkesangbogen og fra Højskolesangbogen. Og så kommer der en stak nye.
I Vejle Søndre Sogn har vi bestilt de nye. Det er både af nysgerrighed på de nye men også fordi, mange af dem, vi løbende har brugt bl.a. fra Højskolesangbogen er med.
En af de nye er ”Du spør mig om håbet”, som er skrevet til Folkekirkens Nødhjælps 100-års jubilæum.
Den handler om håb, som vi har brug for – både som mennesker, i Danmark og resten af verdenen. Salmens påstand er, at håbet kan findes selv, når vi tænker, at der ingen ting er. Det kan være som et lys, der skinner i mørket, som vil gribes og blive til hjælp. Altså kan håb blive til handling: ”Så mættes de sultne, så rejses der huse, så bygges der bro, så grønnes de stenende marker og skove begynder at gro.”
Håb er i salmen og for mig en livskraft, der ’fra Gud er kommet”. Håbet kaldes en superkraft, som kan give mod og rummer en tro på fremtiden. Ja, håbet kan godt være der og være i os, selvom vi ikke nødvendigvis er optimister. Ligesom håbet gør livet nemmere at leve trods smerte og usikkerhed.
Om håb altid fører til handling og et bedre liv f.eks. for dem, der lider, tør jeg ikke sige. Mit håb er ofte større end, hvad jeg selv har magt til at ændre. Det kan være i forhold til verdens forskellige konflikter. Håbet er, at ødelæggelser kan afløses af samarbejde. Og videre, at ’det almindelige menneske’ får lov at leve i fred og frihed. En drøm ville være, at alle konflikter ophørte. Men en sådan tillid har jeg ikke til menneskeheden.
Jeg kan også have et håb om, at det nye folketing bliver en ansvarsfuld samling af mennesker, der fælles arbejder for Danmarks bedste. Hvad ’Danmarks bedste’ så må være, tør jeg ikke give mit bud på. Verdenen og samfundet er foranderligt. Så håbet må være, at hver gør sit bedste.
I forhold til de unge mennesker – bl.a. alle vores konfirmander, er håbet et godt og indholdsrigt liv. For mig bærer de så også et håb i måden, jeg oplever dem på. Hvis bare de tør tro på, at de helt grundlæggende er noget værd, så er både deres liv og vores håbefuldt.
Håbet er ikke bare her i livet. Det er også kristendommens håb om noget evigt og godt. For mig hænger dette håb om det evige sammen med håbet her i livet. Det knyttes til opstandelsen f.eks. i salmen om påskeblomsten: ”Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde”.
Der er Grundtvigs påstand, at vi og vores liv først får betydning, hvis døden ikke er vores endeligt.
Umiddelbart er det en voldsom påstand; At vores liv ingen betydning har, hvis vi ikke tro på noget udover vores virkelighed - hvis alt bare er slut med døden.
Inden jeg tør afvise, at han har ret, må jeg tænke mine kære med.
Hvis ikke jeg stadig bærer dem med mig – ja, og faktiske også delte dem med andre. Det kan være som en familiefortælling med den næste generation. Altså, hvis de døde helt er væk fra mine tanker og min fortælling, så vil min tanke om et menneske sikkert være anderledes. Måske ville livet så ikke give mening, som det gør nu.
Det er svært at vide, da vi netop ikke glemmer – selvom vi nok heller ikke husker alt eller altid husker.
Måske vil alle ikke forbinde det til opstandelse. Men sådan er det for mig. Og dermed bindes det evige håb også sammen med håbet her i livet – og dermed også en tro på fremtiden.
Det kan være forventninger om, at livet kan blive bedre trods sygdom eller måske ensom.
Det kan være i forhold til folketinget. Eller, at verdenen med al dens krig og konflikter finder en løsning, så vi i fællesskab ikke bare kan få oliepriser og økonomisk usikkerhed til at falde til ro. Måske får vi også gået en videre vej i retning mod en mere klimavenlig verden med rent drikkevand.
Måske er jeg naiv. Men jeg tror, at håbet kan gøre en forandring til det gode.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar