Med alderen kommer jeg ved nytårstid mere til at tænke tilbage end på, hvad det nye år skal fyldes med. Planer og gode ideer håber jeg dog aldrig at løbe tør for. Kun er det mere en proces gennem tiden end en nytårsting.
I år kom jeg til at tænke på alle de gode men korte møder, jeg har haft – eller måske mere præcis, en del af dem. Det med relationer blev måske sat i gang ved, at jeg læste Jens Christian Grøndahls nye bog: At velsigne et liv. Den handler om, hvordan tilfældige møder kan udvikle sig til relationer. Den handler også om valg i livet, som ingen undgår.
I bogen og også i min erfaring bliver nogle tilfældige møder til gode relationer i en periode. Det kan være, når vi deler gade, by, forening eller andet. Med nogle knyttes der bånd for livet. Der er også de mere tilfældige anledninger, hvor det er blevet til en rigtig god snak f.eks. en fest eller i ventetiden, når cykelrytterne er på de afsluttende runder med Kiddesvej. Sjældent bliver disse ikke til mere, da jeg ikke lige fik sagt: ”Jeg giver gerne kaffe en dag.” Eller, måske mødtes vi bare ikke lige igen den første tid derefter.
På gaden møder jeg faktisk mange og hilser med et smil eller et nik. Fortællingen om, at alle går og kikker ned i deres telefon, genkender jeg ikke. Nogle snakker dog ’højt med sig selv’.
Jeg hilser altid, hvis nogle hilser på mig – hvis altså, jeg opdager det. Mine tanker kan godt være andre steder. Sådan tænker jeg også om andre, hvis der ikke hilses tilbage. Mens jeg hilser, kan det ske, at jeg tænker ”Er det nu også en, jeg kendte?” Men så hellere hilse en gang for meget. Måske undrer den anden sig og tænker ”Hvem var dog han?” eller måske ”Han var da mærkelig.” Men forhåbentlig gør de fleste som jeg; tager smilet eller hilsenen som et lille plus på dagen. Bagefter kan jeg godt fundere over, hvem det mon var, der hilste. Hvis ikke jeg genkalder mig vedkommende, så dukker der altid andre gode minder frem.
Nogle gange stoppes der op for en lille snak. Ansigter plejer jeg at være god til at huske. I de fleste tilfælde også relationer, og ellers er jeg blevet bedre til at sige: ”Hjælp lige min hukommelse.” Selv oplever jeg det som fint og ærligt, hvis andre lige skal have mig sat på plads. Enkelte gange og særligt, når nogle hilser mig ved navn. Så kan det sikker ses på mig, at jeg søger i min hjerne. For ærligt, som nok de fleste af mine ca. 1000 konfirmander gennem tiden ved, er at huske navne ikke min spidskompetence. Desværre er min hjerne ikke en harddisk med søgefunktion, og den har heller ikke adgang til en sky, så den rette fil kan trækkes frem. Mit bud er, at jeg ikke er ene om at have det sådant. Jeg har kun mødte ganske få med et utroligt klart overblik over folk, og som kan huske navne, relationer og seneste samtale. Vi andre må glæde os over, at der da ofte kommer ting frem undervejs i samtalen. Hvis jeg skulle være helt blank også efter en snak, så har min nysgerrighed oftest taget over – til dels også over min dårlige samvittighed over manglende genkendelse.
Både ved gen-møder og ellers, når jeg som ved nytår kommer i tanke om gode samtaler. Så kan jeg godt tænke dem som forspildte muligheder. Gode møder må jo gerne blive til knyttede bånd videre i livet. Men, når jeg så mærker efter, har disse korte møder ikke været spildte. De bør nok nærmere kaldes gyldne stunder, der har gjort mit liv rigere.
Så, mit ønske og opfordring er, at vi vover os ud i at mødes, se hinanden og hilse selv når hukommelsen er uperfekt. Nok giver hverken livet eller tiden plads til alt, men gyldne stunder med et andet menneske vil altid være en berigelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar