mandag den 1. december 2025

Det er glædens tid - klumme til ugeavisen uge 49

Vi er i adventstiden, og for nogle er julen allerede begyndt. Ja, det er glædens tid, som er begyndelsen på det juledigt, jeg denne gang vil dele. Selv nyder jeg advent som en ventetid med forberedelser og hemmeligheder – men også før-juletingene som Juleløb på kirkegården for skolens mindste og de forskellige gudstjenester med børnehave, skole osv. Måske er der også familie- eller nabohygge. For mig er julens glæde dog først den 24., hvor jeg møder mange ved de tre gudstjenester inden juleaften med familien. Og med både højmesse og vores nye mere stille aftengudstjeneste den 25. bliver julen i kirken en god blanding.

Privat glæder jeg mig også til julen og samvær helt ind i det nye år – helt, som julen jo også først slutter i januar med Hellig3konger.

Mit ønske her er en glædens tid for alle – og tag gerne både lyset og glæden med gennem alle juledagene. For nogle vil der også denne jul være klumper i glæden måske, når man er alene eller for meget sammen med de samme.
Ønsket er også, om vi kan tage lyset og glæden med helt ind i januar, som ellers godt kan blive mørk, trist og stille. 

Og så lige en sidste bemærkning: Når det gælder julegaver, så er de dejlige af få. Men langt, langt de fleste er gladest for at give. Og det gælder særligt børn, er min erfaring. Og deri ligner de/vi Gud.

Det er glædens tid,
selv om det er mørkt og koldt.
Og vi tænder lys,
som et tegn på liv og håb.
For, et barn er født
som Guds kærlighed på jord.

I den mørke nat
lå der hyrder på en mark.
De sku' være først
til at høre glædens ord;
At et barn er født
som Guds kærlighed på jord.

På en himmel klar
var der englekor i flok.
Som et lys var de
og det ord, de sang om fred.
For, et barn er født
som Guds kærlighed på jord.

Det er glædens tid.
Ordet lyder nu for os.
Lyt som hyrden god.
Syng som englen højt i kor;
At et barn er født
som Guds kærlighed på jord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar