I omtalerne lyder det som en overraskelse, at sang gør en forskel – også for demensramte. Det er for mig ingen overraskelse. Hverken som sanger i et kor (gospelkoret Bless The Day) eller i forhold til demensramte.
I godt 20 år har jeg holdt gudstjeneste på et plejehjem, som fik funktion af demensplejehjem. Der er min klare oplevelse, at salmesang er af stor betydning. Måske er vi ikke et kor, når der til gudstjeneste kommer 15 til 25 fra både afdelinger og dagcenter, hvis demens er i forskellige stadier. Men det lyder nærmes som et kor, når vi synger nogle af de kendte salmer. Min liste med numre fra er: 2, 10, 15, 31, 36, 41, 49, 50, 52, 121, 192, 375, 392, 402, 404, 674, 728, 729, 747, 749, 750, 754 og 784. Har man ikke en salmebog, så se på dendanskesalmebogonline.dk. Jeg tænker, at mange – måske særligt i den ældre alder – vil kunne være med på de fleste.
Af og til hører jeg nogle foreslå, at vi med demensramte kun skal synge første vers og måske gentager det. Lidt som ved babysalmesang. Min erfaring er dog, at det ene vers tager det næste med sig. Ordene kommer i fælles klang, når en synger for. Jeg står så heldigt, at jeg kan se menighedens ansigter og se hvor stor glæden er gennem alle versene – om det så er 7 eller 10. For, sådan har vi lært at synge dem!
Udover salmesang har Trosbekendelsen og Fadervor også stor betydning. Dem siger vi alle med glæde og om muligt mere klart og tydeligt end sangen. Og ikke for at underkende menigheden ved både gudstjenester, dåb og begravelser, som jeg oplever også gerne skabe fællesskab i kirken ved et fælles Trosbekendelse og Fadervor, så er der mere kraft på plejehjemmet. Det er kendt og godt at være, som man husker.
Velsignelsen er også et vigtigt element, som vækker minder og giver mening i øjeblikket.
Faste rammer og genkendelighed er også vigtigt – vist også ved kor som ved gudstjenester og for demensramte. Når vi skal indøve flere stemmer, bliver der lidt forvirring, hvis rækkefølgen ikke er Sopran, Alt, Tenor og Bas. Det betyder ikke, at vi på plejehjemmet gør som søndags højmesse. Men en lille halv time med tre salmer, evangelium, en kort prædiken og altergang. Salmenumrene må gerne stå på en tavle. Dét sammen med en i præstekjole giver genkendelige og trygge rammer.
At glæde sig ved sang samt ved det genkendelige, tænker jeg, gælder for rigtigt mange. Selv faldt jeg for Folkekirkens gudstjeneste, da jeg som ung valgte at gøre et forsøg med kirkegang de fleste søndage i et år. For at komme op, inviterede jeg andre ledere samt konfirmander fra vores klub til rundstykker. Siden er jeg ikke holdt op – måske nok med at invitere på rundstykker, men ikke med at gå i kirke. Så derfor har det også passet mig fint i snart 30 år at få løn for det som præst.
Salmer og bønner har jeg dog med glæde oplevet en fornyelse af. Sandt er det, at evig stilstand er død, som der står i en af højskolesangene. Noget i liturgien kan jeg også godt li at variere som, når vi har kl. 12.00 i Søndermarkskirken og Løget Kirke. Men jeg fungerer ikke så godt med i kirken at stå op og synge selvom, det er bedst og sundest. For, sådan har jeg lært det og lært at holde af det. Jeg vælger helst heller ikke vers ud (kan dog godt fravælge nogle af de lange gamle salmer) men synger helst alle og dermed til tider mange vers ved en gudstjeneste. For, sådan har jeg lært dem, og sådan giver de for mig mening. Så, skulle jeg engang komme på plejehjem og måske blive ramt af demens, håber jeg, at præster til den tid har samme gode erfaringer som mine. Og ja, et kor for demensramte ville så nok også berige mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar