mandag den 22. april 2024

Et nyt sogn - klumme


 Min første klumme kommer til at handle om, hvad der fylder og har fyldt en del for mig det seneste år – altså udover alle de dejlige, almindelige præsteopgaver. Det handler om, at det nuværende store Sct. Nicolai Sogn bliver delt, og et nyt Vejle Søndre Sogn opstår bestående af områderne Søndermarken og Løget. Processen er i gang, og i forbindelse med menighedsrådsvalget til efteråret træder delingen i kraft. 
Meget skal på plads inden, et nyt sogn kan opstå. Til det har både menighedsråd, provsti, stift, kirkeministeriet og kongen en opgave. For min del som kirkebogsførende skal vi have styr på kontordelen. Det betyder bl.a. at et officielt embedsstempel skal være klar til brug på attester. Processen med det stempel vil jeg præsentere. Det lyder måske kedeligt – og bliver måske også kedeligt at læse om. Men faktisk var det interessant både som opgave og proces. 
Måske kan nogle tænke, at det giver sig selv og er hurtigt klaret. Og sådan er det også med den uden religiøse markeringer til ikke-medlemmer. Men stemplet til brug for medlemmer, blev vi i det kommende Vejle Søndre Sogn hurtigt enige om, skulle passe til sognet. Så, hvordan ville det nye sogn blive? Hvad ville blive fokus? Hvad ville der være af kendetegn? Osv. 
Processen blev, at vi måtte begynde med et logo til det nyt sogn.
Når dette bringes, satser vi på, at arbejdet kan ses komme til udtryk på det nye sognets hjemmeside www.vejlesøndresogn.dk og på en nye facebookside. Den gamle facebookside overgår til det nye, mindre Sankt Nicolai Sogn, som også har fået sin egen hjemmeside. Den gamle hjemmeside forbliver indtil den endelige opdeling 1. søndag i advent som en fælles side for vores fortsatte store og fælles sogn.
Projekt embedsstempel begyndte altså med en snak om sognet. Dernæst fandt vi det, der gerne måtte afspejle sig i logoet. På nettet kan man købe sig til en stor stak forskellige designere, som kan byde ind med deres gode ide. Til deres bruge skrev vi om sognet og vedhæftede billeder af de to kirker. Ca. 25 meget forskellige bud kom ind. Nogle valgte vi som en slags finalegruppe og bad om nogle tilretninger. F.eks. kan en bakke andre steder i verdenen have form af et bjerg. Da vi udover kirkerne også tænkte skoven som en væsentlig del af sognet, måtte vi bede om ændringer fra grantræer til løvtræer. 
De fem af forslagene tog vi med på to menighedsmøder for at høre, hvad andre i sognet måtte syntes. Det viste sig, at både i arbejdsgruppen og ved møderne var der en favorit. Kun skulle vi have lidt ændret med placering af træer samt vinkler og størrelser på kirkerne. Vi ville også gerne, at en indgang i kirkerne var tegnet med. Hvis ingen kan komme ind i kirken, er det jo ikke en kirke. 
Med logo på plads, fik jeg designeren til at lave et stempelforslag. Det blev sendt til biskoppen, som blandt sine opgaver også har at godkende Folkekirkens embedsstempler. Bisp Mariannes svaret var positivt - dog med ønsket om, at korset gerne måtte være med som symbol. Noget vi ikke havde tænkt, men som gav stemplet det sidste fine præg.  
Her i avisen bringes ikke stemplet, da det alene hører til på attester. Men logoet deles gerne. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar