En fortælling på vej

I en tid med hjemmearbejde, er jeg kommet på en lille fortælling. Mon nogen vil give en kommentar - i kommentarfeltet under? Måske en god ide til noget, som der også kunne snakkes om.

Håber forskellige skriftstyper ved tale fungerer.

Solen skinner. Det lufter lidt.

Vandet er næsten helt blank.

Den unge pige kommer ned til stranden.

Hun halter lidt.

Du er morgenfrisk, siger den gamle mand.

Han sidder på en træstamme.

Man skal jo have lidt frisk luft, siger hun.

Hun sætter sig ved siden af ham.

Du får lidt sol.

Man skal jo have lidt D-vitaminer.

Tjah, men en dag skal vi dø alligevel.

Jo. Men alle de andre dage skal vi ikke.

Du halter?

Jeg sprang ud fra anden sal.

Det var dumt.

Huset brændte.

Jeg var kun fire, så jeg husker ikke ret meget. Men de siger, at jeg kunne have været død.

Min mor har fortalt, at det var den værste dag i hendes liv.

Min bror og jeg var alene i stuen. Hun havde glemt at slukke et stearinlys.

Vi løb begge væk fra ilden. Min bror løb ned. Jeg løb op. Vi havde værelse på anden sal. Vinduet stod lidt åben.

De siger, at der hurtigt kom mange flammer og røg.

Alle andre var ude på gaden. Kun jeg var der ikke.

Min mor løb rundt og ledte efter mig. Hun græd.

Min morfar var der også. Han kaldte på mig.

Jeg råbte tilbage fra værelset.

Jeg var kravlet op i vinduet. Det havde min mor ellers ofte sagt, at jeg ikke måtte. Jeg var vist lidt vild dengang. Hang i gardinerne, siger min far. Så de var bange for, at jeg en dag ville falde ud.

Fra vinduet kunne jeg kun se røg. Min morfar råbte, at jeg skulle springe.

Han lovede at gribe mig.

Men jeg kan ikke se ham.

Det gør ikke noget, sagde han. Jeg kan se dig. Spring!

Og så sprang du?

Ja. Min morfar har altid være en, man kunne stole på.

Og han greb dig?

Ja. Men han kunne ikke holde mig. Så jeg brækkede benet.

En måge kommer forbi. Den skriger. Ellers er der helt stille.

Men han reddede mig.

Jeg kom vist som en raket med hoved først. Det havde ikke været godt direkte ned på fliserne.

Alt i huset brændte, så at blive havde heller ikke været godt.

Vi flyttede til en stuelejlighed, og jeg fik mit eget værelse.

Det var godt tænkt af din morfar.

Han siger, at Gud hjalp ham. Han tror meget på Gud.

Eller kom måske til det efter den dag.

Når han fortæller, at jeg sprang. Så gjorde jeg det, fordi han sagde Spring! Det gik jo godt, plejer han at grine. Min mor synes ikke, det er sjovt at huske på. Men morfar er en glad mand.

Og så siger han, at han springer ud i livet hver dag, fordi Gud siger Spring!

Jeg vil godt være glad, som ham. Men det er nok nemmere, når man er gammel.

Lad os gå en tur langs stranden. Man tænker så godt, når man går.

Vi kan også fint snakke videre.

De rejser sig.

Fra det gamle væltede træ går de igennem en stak strandsten.

Den gamle standser, kikker ned og roder lidt med en finger.

Alle stenene er runde og glatte.

Jeg tager altid en sten i lommen, når jeg går en tur langs stranden.

Han tager en op i hånden. Finder en mere, og vælger så en tredje.

Pigen finder også en. Den er flad men rund og næsten blød at have i hånden.

Den gamles ser blå ud. Hendes er rød. Der er vist også lidt gyldent.

De er tørre, lidt beskidte og grå af salt.

Det er længe siden, vandet har været så højt oppe på stranden. Det har heller ikke regnet i nogle dage.

Det er svært at se, hvordan de egentlig ser ud.

Ja, de gemmer på en hemmelighed, siger den gamle med eftertanke.

Han børster lidt sand af og putter sin i lommen.

Pigen beholder sin i hånden på vej ned til vandet. Solen skinner på den, men det hjælper ikke ret meget. Så putter hun den i lommen.

Vandet er så stille, at de kan spejle sig i det.

Tror du på Gud, spørger pigen.

Jeg har været præst.

Så skal man vel tro?

Ellers er det vist svært.

Jeg tror måske.

Du tror på din morfar.

Ja. Med Gud er det anderledes.

Jeg tror, din morfar har ret. Tro er tillid.

Hvor er Gud?

De står stadig ved vandet. De kan se hinandens ansigt i vandet.

Pigen kommer til at grine. Hun plejer at se sig selv i et spejl, så det er som altid. Men den gamle ser sjov ud.  

Hans næse er skæv. Det havde hun næste glemt. I vandet ser det helt mærkeligt ud. Ansigtet er forvredet, når næsen er skæv til den forkerte side.

Gud er her, siger den gamle.

De bliver ved med at se i vandets spejl.

Du mener, vi skabt i Guds billede? Det husker jeg fra præst.

Jo, Gud er også i os. Og vi har fået evner som Gud.

Pigen kikker spørgende på ham.

Vi kan elske, hjælpe, tilgive og skabe nyt.

Hun ser stadig spørgende ud.

Når det gode sker, er Gud imellem os. Som nu. Vi kender ikke hinanden, men vi kan godt være sammen. Og du kom til at grine. Vi skaber noget sammen.

Er det Gud?

Så er det måske ikke så svært.

  

De går i sandet i retning mod solen. Den er bag en lille sky.

Pigen går længst ude ved vandet. Hun hoppede, når en bølge kom for tæt på.

Jeg har ikke så meget brug for Gud her, når vi går sammen.

Sommetider er jeg ensom. Det kan være svært.

Ja, siger den gamle. Men kan også føle sig alen, selvom man er sammen med andre på et plejehjem.

Pigen kikker, men spørger ikke.

Jeg er dog aldrig ensom. Jeg tror, Gud altid er med mig.

Som en god følgesvend.

Solen kommer frem igen. Den er skarp, så de vender sig.

Deres spor kan ses i sandet. Nogle steder har vandet dog visket det ene sæt fodspor væk.

Min præst fortalte engang om fodspor på en strand.

Ja, den kan vi godt li at fortælle. Gud er med os alle dage.

Pigen prøver at huske. Det er noget med en film i himlen.

Fortællingen er om en mand, der efter døden får lov at se tilbage på sit liv. Han ser det som en lang tur langs stranden. Som os to nu.

Der er to sæt fodspor det meste af tiden. De har fulgtes ad, Gud og ham. Men nogle gange er der kun et sæt fodspor. Det passer med de tidspunkter i hans liv, som har været særligt svært.

Hvor var du? spørger han Gud.

Jeg bar dig!

Så svært har jeg det nu ikke. Jeg kan godt gå selv.

Også når du er alene?

Det tror jeg.

Men det er ikke altid nemt, når man gør noget forkert.

Den gamle standser.

Jeg har ikke slået nogen ihjel eller sådan.

Men mor bliver ked af det. Og morfar kan blive meget stille.

Når far er hjemme, er det somme tider nemmere. Han skælder ud.

Tror du, vi bliver straffet, når vi dør? Det har de fleste af os vist fortjent.

Den gamle siger ikke noget.

Taler præster ikke om helvede? Det står da også i Bibelen.

Jo, nogle gør. Og ja, der tales om helvede i Bibelen.

Jeg tror nu ikke, at det venter til efter døden.

For mig vil Guds kærlighed altid overstråle alt.

Helvede er, hvor kærligheden ikke er.

Sådan også med ondskab. Det er, når det gode ikke er.

Den gamle peger på deres skygger.

Jeg læse om en af de gamle biskopper. Han sagde, at djævel og ondskab skulle forstås som mørke eller skygge. Det er ikke noget i sig selv – kun en mangel på lys.

Så… Pigen tænker.

En skygge kan vel ikke straffes?

Efter døden, fortsætter den gamle, må Guds lys være overalt og i alle. Om det så betyder, at alt bare er godt, ved jeg ikke. Måske skal vi helbredes for mørke.

Som dit ben, da det var brækket.

De var begyndt at gå tilbage. Pigen halter lidt mere.

Måske er det som på sygehuset. Lægerne skulle sætte dit brækkede ben på plads. Det kan godt gøre ondt, men er vigtigt.

Jeg ved ikke, om jeg forstår dig.

Nej, det ved jeg vist heller ikke selv. Men jeg er ikke bange for helvedes straf.

Vi er vist altid på vej – også på vej til at forstå.

Før kristendom kom til at hede kristendom, kaldtes de kristne dem, der fulgte vejen.

Jeg har ofte tænkt på, at vi altid vil være på vej. Både på vej i livet, men også på vej til at forstå. Vi er ufærdige. Og det er godt nok.

På vej tilbage følger de deres egne fodspor. Nu blæser det lidt, så sporene er ikke lige tydelige alle steder. Vandet er også kommet længere op. Mange steder er kun den gamles fodspor tilbage.

Jeg kan godt li, at mine fodspor forsvinder, siger pigen.

Vil du ikke sætte spor?

Jeg dur ikke rigtig til noget.

Jeg er også gammel og grå.

Derfor tager jeg en sten med, når jeg går. Den er grå som mig men gemmer på noget spændende.

De er nået tilbage til træstammen. Den gamle sætter sig. Han er træt.

Han tager sin sten frem. Han tager også en flaske vand frem.

Det her glæder jeg mig altid til.

På hele gåturen plejer jeg at forestille mig, hvordan dagens sten mon ser ud.

Nu skal du se.

Den gamle hælder vand på stenen.

Den bliver blank og nærmest skinnende. Den stråler i mange farver.

Pigen tager også sin frem. Hælder vand på.

Hvor er den smuk!

Sådan vil jeg gerne se mennesker, siger den gamle.

Jeg tror, alle rummer meget smukt.

Han ser ind i hendes smilende ansigt og nikker. Ja, se bare dig.

Hun griner.

Du er stadigvæk gammel og grå.

Men det er dejligt at tænke på.

Som præst tænker jeg, at sådan ser Gud os.

Vi er ikke uden værdi, selvom vi godt kan være snavsede og grå.

Når jeg hælder vandet på dagens sten, tænker jeg også på de mange, jeg har døbt.

Dåb var noget af det, jeg holdt mest af.

Måske sammen med konfirmander. Selv om de kunne larme.

I dåben bliver vi rene. Dermed ikke sagt, at vi så er uden fejl.

Med vandet træder det frem, som før kunne være usynligt. I dåbens vand bliver det tydeligt, at vi er Guds elskede børn.

Gud ved det naturligvis. Men måske bliver det også tydeligt for os selv, hvis vi kan og tør se.

Pigen kikker på sin sten.

Det er svært at tro.

Hvad tænker du?

Det er svært at tro, at jeg skulle rummer så meget smukt og godt. Jeg er bare grå og får aldrig 12.

Den gamle smiler.

Jeg ser det nu helt tydeligt. Fuld af liv og farver. Også med revner, ja ja, og slet ikke fotomodel-perfekt.

Dét er jo helt perfekt. Er det ikke?

Den gamle tager en pakke kiks frem.

Vil du have en?

De deler et par kiks. Det er ikke meget, men det er godt sådan at sidde. De siger ikke noget. Det behøver de ikke.

Det er næsten som i kirken, siger pigen.

Så mangler der kun, at jeg havde en lille skænk.

Jeg måtte ikke få vin, da jeg gik til præst. Så fik jeg kun brød som nu.

Ingen druesaft?

En gang i mellem. Men det var ikke så vigtigt. Jeg kunne godt li at være til alters. Der kunne jeg bare være mig.

Ja, alle kan bare være sig selv i kirken.

Vidste du, at selv dronningen må stå i kø og knæle sammen med alle andre?

Hun sidder da ellers for sig selv, når jeg er på TV.

Det er kun ved særlige lejligheder. Jeg har engang stået i samme kø.

Pigen kikker på mobilen. Jeg skal vist hjem.

Hun rejse sig.

Tak, siger den gamle. Det var godt at blive set.

Jeg kan sidde her mange dage uden, at nogle rigtig ser mig.

En gammel mand på et væltet træ. Nogle tænker måske, at det passer fint sammen.

Så er det en hel velsignelse at blive set af et venligt blik.

Pigen vinker og går.

Men kommer tilbage igen.

Må jeg godt snakke med dig igen en anden dag.

Du kan finde mig her.

Men vi skal hjem i dag.

Så bliver det nok lidt svært.

Men jeg kan da godt snakke hjemmefra.

Nå, du tænker som, når jeg taler med Gud en gang i mellem.

Jeg vil nok have nemmere ved at snakke med dig nu, vi har mødtes.

Det er vist fint for både mig og Gud.