Gamle Alfred vil smide sin kat ud
Gamle Alfred gør klar til en hyggelig morgen. Han sætter kaffen over, giver Felix mad og rent vand, finder et håndklæde og laver en dejlig balje varmt vand til fodbad. Solen skinner, så han sætter sig ved bordet på terrassen. Der kan han også se sit æbletræ med de mange røde æbler. Efter kaffen vil han finde den bedste.
Felix snuser til maden men virker ikke helt tilfreds. Men den kan jo ikke få tun hver dag, tænker Gamle Alfred. Han bliver lidt irriteret på Felix. Den skulle være glad for, at jeg giver den mad. Men det er nu hyggeligt med en kat og godt, hvis der kommer mus i huset.
Og netop da Gamle Alfred sætter sin kop kaffe på bordet, ser han en mus i døren. Den står helt stille, og forsvinder så ind i stuen.
Gamle Alfred ser på Felix: Så fang den dog.
Men Felix hopper i stedet op på bordet for at snuse til Gamle Alfreds kaffe.
Du burde ikke få mad de næste tre dage, råber Gamle Alfred.
Felix giver en lille hop. Gamle Alfred plejer ikke at råbe. Felix ryster sig lidt, og kommer til at skubbe Gamle Alfreds kaffekop ned fra bordet.
Nu er Gamle Alfred klar til at smide Felix på porten. Den er jo ikke til nogen nytte, og så har den både spildt hans dejlige kaffe og ødelagt hans gode kop.
Gamle Alfred vifter med armene for at jage Felix væk.
Felix springer ned fra bordet, men lander lige i Gamle Alfreds vandbalje til fodbad.
Så griner Gamle Alfred. Han samler Felix op af vandet, og begynder at tørre den med sit håndklæde.
Du er jo min lille Jonas, siger han.
Felix kikker på ham. Nå ja, den kender ikke Jonas. Så Gamle Alfred begynder at fortælle:
Joans var en, som Gud ringede til. Han skulle hjælpe ham. Folk inde i den store by Nineve opførte sig nemlig ikke ret godt. Så Jonas skulle gå ind og fortælle dem, at de skulle leve noget bedre, ellers ville Gud straffe dem.
Det synes Jonas kunne blive farlig, så han flygtede på en båd. Men ude på havet begynde det at storme, så båden ville synke. Joans tænkte, at det måske var Guds straf, fordi han var flygtet. Så han fik mandskabet til at kaste sig overbord. Så blev båden og de andre da redet.
Men Jonas blev også redet. For Gud lod en stor fisk sluge ham. Og der i fiskens mave bad Jonas til Gud og lovede, at han nok skulle gå til Nineve.
Fisken spyttede Jonas op på land, og han fik holdt sin tale. For bagefter at sætte sig uden for byen for at se, hvordan Gud ville ødelægge den.
Men der skete ikke noget. Folk i byen havde nemlig hørt, hvad Jonas havde sagt, og de var blevet enige om at leve et bedre liv.
Jonas blev dog sur på Gud, at han ikke straffede byen alligevel. Så Gud måtte fortælle ham, at han havde tilgivet byen deres dårlige handlinger, ligesom han havde tilgivet, at Jonas var flygtet.
Gamle Alfred klør Felix i nakken lige der, hvor den bedst kan li’ det.
Når Gud kan tilgive både Jonas og indbyggerne i Nineve, så kan jeg også tilgive dig – både at du ikke fanger musen og, at du spildte min kaffe.
Så dukker musen frem i døren igen. Og nu er Felix klar. Den springer afsted og forsvinder efter musen rundt om husets hjørne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar