Jeg tænker, at denne tilgang kan følge op på sidste klumme om at komme ind.
Lad mig begynde i kirken, hvor der for det meste altid god plads. Både de fleste søndag og i hverdagen, når kirkedøren er låst op. Hermed siger jeg IKKE, at kirkerne er tomme.
Særligt fyldte er kirken til konfirmation. Langt de fleste steder får hver familie et antal pladser, så ’de vigtigste’ kan være med.
Juleaften er også en af de gange på året, hvor kirkerne fyldes. Nogle vælger måske af den grund slet ikke at gå til kirken selvom, de gerne vil. For mig er juleaften med fyldt kirke og god fællessang magisk. Til dem, der er gået hjem fordi, der bare var total fyldt. Til dem, der ikke kommer, fordi de har siddet for klemt eller har stået op i et hjørne f.eks. kl. 14.00 i Søndermarkskirken. Kom kl. 15.30! Der har siden Corona-tiden ofte været god plads. I andre: Bliv gerne ved med at komme og nyd den lidt trange men også dejlige oplevelse af en fyldt kirke også sangmæssigt. En sangfyldt kirke hænger meget sammen med, at salmerne er kendte. Her med god tid til jul kan jeg åbne for forslag. Send mig en mail, hvis jeg gerne må huske en bestemt julesalme.
En fyldt kirke er der også, når skolen kommer ad to omgang til jul. Nok er der lige så mange, når børnehave og vuggestue kommer både til høst og jul. Men de fylder mindre på bænkene.
Det hænder også med dåb om søndagen eller ved vores lørdagsdåb en gang om måneden, at kirken bliver helt fyldt. Derfor har vi sat grænse med 2 dåb om søndagen og tre ved dåbsgudstjeneste.
For at tage konfirmation igen. Så er det ikke kun i kirken, at ’de vigtigste’ vælges til. Og ja, det kan godt være svært med begrebet ’de vigtigste’. Alle mennesker er jo vigtige – bare på forskellige måder. Og ved fester - både konfirmation og dåb – er der grænser for antal af gæster.
Begrænsningen kan både skyldes mulighed for plads enten hjemme, i haven eller et spisested. Der kan også være en økonomisk grænse. At holde fest er sjældent sammenskudsgilde. Og nok går folk mindre op i mængden af mad som i samværet. Som vært vil vi alligevel gerne servere noget godt.
Begrænsningen kan også handle om, hvad vi mentalt overkommer som menneske. Når vi inviterer gæster, vil vi gerne dele festen med dem. Det betyder for de fleste, at der er en grænse for, hvor mange vi kan nå at få en ordentlig snak med. Af den grund vælger nogen at dele fejringer op i flere mindre sammenkomster.
Når dette er sagt – altså, at vi begrænser antallet af inviterede. Så kan virkeligheden også være den modsatte; at der ikke er ret mange, som det giver mening at invitere. Eller måske endda, at ikke mange vil sige ja til en invitation. Det kan være lige så svært, ja måske svære end at skulle vælge nogen fra – eller at være den, der ikke bliver valgt til.
For mig er det kun vigtigt – uanset om vi ikke bliver inviteret med eller, at ikke særligt mange siger ja til vores invitation. Så har det ingen betydning for, om vi er noget værd. For Gud og som menneske er vi alle lige meget værd. KUN kan alle ikke være lige vigtige for andre. Sådan er livet, og det er OK.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar