I søndags, som var fastelavns søndag, talte jeg om janteloven. Vi har tendens til at pege på den som vores begrænsning i forhold til f.eks. at prale eller vise, at vi er og kan mere end andre.
Min tilgang var ikke, at det måtte vi til at komme over. Måske vist modsat.
Den ene af teksterne var Kærlighedens Højsang fra. 1. kor. 13. De smukke ord om, at kærligheden er størst.
I ordene om kærlighed, tror jeg, at vi kan finde kimen til vores tilbageholdenhed – og dermed også udgangspunktet for janteloven.
Ægte kærlighed er ifølge Paulus:
At være tålmodig
At være mild
Ikke at blive misundelig
Ikke at prale
Ikke at føre sig frem eller bilde sig noget ind
Ikke at gøre noget usømmeligt
Ikke at søge sit eget
Ikke at hidse sig op
Ikke at bære nag
Ikke at finde glæde ved uretten
Men glæde sig ved sandheden
Samt at tåle alt
Tro alt
Håbe alt
Udholde alt.
Den kærlighed, tænker vi vel at skulle kunne leve ud – eller måske leve op til. Sådan tænker jeg ikke helt. Da, den totale kærlighed kun er Guds.
Men, vi kan lade os inspirere at den. Ja, lade kærligheden også gå gennem os i disse dyder.
Kærligheden kan heller aldrig være et krav. Bliver den det – eller, høres den som sådan. Så ophører den med at være kærlighed og bliver i stedet enten moral eller magt.
At kærligheden så godt kan udfolde sig som vejledning og fordring – og til dels i opdragelse, hører også til. Lever vi i kærligheden – både Guds og andres, så vil den få betydning også for vores måde at leve på. Den er ikke en plade chokolade, vi kan hente frem ved lejlighed.
Forsmået kærlighed kan blive til had, er hvad jeg hører. Om det var sådan med Kain og Abel kan være en overvejelse.
For, når vi hører dagens første læsning om de to brødre. Så var det ikke kærlighed, der fyldte mellem dem – nærmere konkurrence.
Og videre kan det for os vel heller ikke være Guds kærlighed, vi møder, når det beskrives, at Gud tog imod Abels gave, men ikke tog imod Kains gave.
Sådan må Gud da ikke være! Sådan, at gøre forskel kan vi som kristne ikke få til at passe.
Og ærligt, så fortælles der om Gud på måder i Det Gamle Testamente, som vi ikke forstår eller kan få til at forene sig med den Gud, Jesus peger på og repræsentere – ja, er!
Den Gud, der ER kærlighed.
Det kan godt være lidt svært at tænke Gud i de gamle fortællinger som værende vores Gud.
Her skal jeg ikke forsøge hverken at forklare eller bagatellisere en forskel.
Fællestræk er der dog også – og så er fortællingerne netop skrevne af mennesker i og om troen på og mødet med Gud.
Måske er der en ’for os’ skjult pointe i Kain og Abel-fortællingen. I datiden var den ældste mere værd og havde mere magt end den yngste.
At huske det, hjælper med at forstå udsagnet i evangeliet om, at den ældste skal være som den yngste. Kun sådant kan det hænge sammen med talen om, at lederen skal være som den, der tjener.
Måske gøres der i den gamle fortælling op med, at Gud skulle favorisere den ældste. Måske havde Kain en forventning om, at Abel skulle være ham underordnet – også i forhold til Gud.
Med den vinkel passer dagens tekster sammen, og evangeliet bygger vider på der, hvor janteloven kunne passe ind.
Kun vil ordene om kærlighed aldrig ende med: Du skal ikke tro, at du er noget.
Nærmest modsat, da vi i kærligheden er utroligt meget værd.
Kun, er vi ikke mere værd end alle andre på trods af penge, magt eller andet i den menneskelige verden.
Det klinger så også fint sammen med teksten, vi hører til dåb; at Jesus tager børnene til sig, mens han revser de ’kloge’ voksne. Kun som et barn kommer vi ind i Guds rige.
Et andet sted, hvor der spørges om, hvem der er den største i Guds rige. Der stiller Jesus et barn frem som eksemplet på ’den største’.
Med disse fortællinger, hvis altså disciplene havde hørt efter, så kan det undre, at de diskuterer om, hvem af dem, der er størst.
Men ak, de er, som mennesker er!
Med Jesus vendes ’den naturlige’ magt-tanke altid på hovedet. Og vi har nok brug for at høre det igen og igen – og på lidt forskellige måder.
Og dagens vejledning er: at lederen skal være som den, der tjener.
I vejledningen bruger Jesus sig selv. Og med det sætter han vel kærligheden som vejledning for, hvordan disciplene og vi skal leve sammen.
Han anerkender i talen vores menneskelige virkelighed; at den, der sidder til bords, er den største. Men, at han er den, der tjener.
Og så kan disciplene og vi jo lige overveje, om Jesus ikke netop med sit eksempel har gjort tjeneren til ’den største’.
Jesus er dog også meget nøgtern i forhold til disciplene – og med dem os mennesker. Magt og status vil alt være en fristelse.
Måske vil vi i dag ikke sige, at Satan gør krav på os på den måde. Men vi har vel netop også brug for, at han beder for os om, at vores tro ikke svigter.
Bl.a. troen på kærligheden som det største.
Troen på, at hjælpsomhed og medmenneskelighed er vigtigt.
Troen på det gode – på trods.
Og så en sidste fin pointe; når vi lever ’det godes liv’, så skal vi styrke hinanden.
Fristelserne, må vi erkende, – og, kan vi vel også se både nu og i historien – er stor og kraftfuld.
Men størst, er magt, status osv. ikke.
Det er i stedet kærlighed og tjeneste.
Eller?
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar