På kirkegården kommer der mange mennesker. Her først i november i forbindelse med Alle helgen er der på Søndre Kirkegård opsat et engletræ. I den forbindelse vil jeg denne gang dele en fiktiv fortælling, som godt kunne være rigtig.
Farmor og Jens mødes ved lågen ind til kirkegården. Det er nemmere at mødes der end ovre på skolen. Jens og farmor er på vej op til farfars grav. Den vej går de ofte, når farmor henter Jens fra skolen. Om onsdagen arbejder mor længe, så der er det farmor-dag.
Nu står de ved farfars grav. Jens regner på, hvor gammel han blev. 68 er mange år, synes Jens. Men sådan har farmor det ikke. Det har de snakket om nogle gange. Farmor ved, at Jens altid lige skal regne efter. Så hun siger i sjov: “Nej, han er ikke blevet ældre siden sidst”.
Farmor græd dengang i kirken. Men her ved graven smiler hun mest. Det minder om hendes ”du er en dejlig dreng” smil. Men alligevel lidt anderledes. Måske lidt som hendes ”nu har vi haft det sjovt, og jeg er blevet træt” smil. Farfar var også en, der næsten altid smilede.
Når de står ved graven, kan Jens godt savne farfar. Han ville gerne være med på noget sjovt. Og så kom de ofte til at grine sammen. “Det giver så dejligt mange rynket” plejer farfar at sige. Han siger der højt for så at kikke på farmor. De var ikke helt enige om, at rynker var godt.
Engang malede Jens rynker i sit ansigt. Han synes ikke rigtigt, at de kom, selvom han smilede og grinede hele dagen. Det var mor ikke så glad for. Han havde brugt noget af det, hun havde på badeværelset.
Men farfar fik sig helt sikker en ekstra rynke den dag. Og farmor med selvom, hun helst var fri – altså fri for flere rynker og ikke for at grine.
Jens kommer igen til at grine. Farmor kikker på ham.
De sætter sig på en bænk, og så fortæller Jens om farfar og sine egne malede rynker.
Præsten kommer forbi, så Jens spørger, om man godt må grine på en kirkegård. Det mener præsten godt, at man må. Men nok ikke alt for højt. ”Der er jo andre, som skal have ro til at mindes dem, de holder af.”
Jens retter på præsten. ”Du må mene: Dem, de har holdt af.”
Jens ved godt, at præsten mener dem på kirkegården. Og de er jo døde.
Men præsten er ikke enig. ”Bare fordi vores kære er døde, så holder vi jo stadig af dem.” Præsten er overbevist om, at vores kære altid vil være levende i vores kærlighed.
Farmor smiler ”Ja, de lever her inde i hjertet.”
Jens kan godt huske, at farmor sagde det samme i kirken. Han forstod det ikke helt. Men ja, han elsker stadig farfar. Så måske er han inde i hjertet. Kun kan han godt glemmer ham en gang i mellem.
Jens tænker, om farfar så er faldet ud af hjertet. Eller, er der måske et gemme-hjørne inde i hjertet?
Sådan kunne det godt være. Farfar kunne godt være sådan en drillepind, at han gemmer sig. Men så er det jo godt, at Jens finder ham, når de som nu er på kirkegården.
”Mormor i København siger, at de bliver til en stjerne.”
Jens fortæller, at han og mormor en aften stod på hendes terrasse og så op på stjernerne.
”Mens morfar siger, at de er nede i jorden.”
Jens kikker på præsten. Han må vide, hvad der er rigtigt.
”Tja, det kan vi vist ikke sige så meget om.”
Præsten forklarer, at vi ikke sådan rigtig ved noget. Men de forsvinder jo ikke fra os. Vi kan huske dem og får måske også en snak med dem.
Farmor nikker. Hun snakker stadig med farfar. Det hører Jens en gang i mellem. Hvor farmor så også kan sige, hvad farfar ville mene om tingen. De har kendt hinanden i mange år.
”I mine unge dage” siger farmor, ”var jeg sikker på, at de blev til engle.”
Farmor har altid haft mange engle. Nogle har hun selv syet, andre har hun fået, og så har nu næsten altid en engel med hjem fra ferie.
Jens husker, at farfar kunne drille hende med, at hun elskede engle mere end ham. ”Så må du jo blive en engel,” plejede hun at sige med sit ”du er dejlig og lidt dum” smil.
Måske er farfar en engel nu.
Farfar havde ikke brug for engle. ”Jeg har jo farmor”, sagde han altid.
Jens husker, at hans fantasi en gang imellem fløj med englene til deres verden. Det var et smukt sted. Så ja, det ville være et godt sted for farfar. Når han nu ikke længere kan være hos dem.
”Vi har faktisk fået engle på kirkegården,” siger præsten. Han peger på et træ ved sognehuset.
”Engle kan både være hos os og hos Gud. Det er jo fint.”
Læs en længere udgave af fortællingen på
Ingen kommentarer:
Send en kommentar